USA/åbning: Grøn fusionsbølge giver medvind - Immunomedics op med 100%
Der er penge på spil mandag, hvor en række koncerner og selskaber har købt op i andre. Og tilsyneladende er det noget, som investorerne bider på, for aktier og de tre ledende indeks sendes op i de første handler.
S&P 500 stiger med 1,3 pct. til 3365, Dow Jones øger med 0,9 pct. til 27.729, og Nasdaq peger ligeledes op med 1,6 pct. til 11.230.
Stigningerne kommer efter en fredag, hvor det brede S&P 500-indeks gik frem med knap 0,1 pct., Dow Jones vandt 0,5 pct., mens teknologiaktierne på Nasdaq smed 0,6 pct. Dermed blev det også til den anden uge i træk med minusser for aktierne i USA, da S&P 500 samlet faldt 2,5 pct. siden sidste fredag. Ugen før mistede indekset 2,3 pct.
Biotekbranchen er helt fremme i front mandag med en række opkøb.
Medicinalselskabet Merck har købt en aktiepost på 1 mia. dollar i biotekselskabet Seattle Genetics som en del af en aftale om at hjælpe med at udvikle og kommercialisere to lægemiddelkandidater til behandling af kræft, skriver Bloomberg News.
Merck køber 5 mio. Seattle Genetics-aktier for 200 dollar per styk, hvilket er en præmie på 33 pct. i forhold til fredagens lukkekurs. Mandag stiger aktien med 10 pct. til 164,90 dollar. Biotekselskabet havde før aftalen en markedsværdi på 26 mia. dollar
De to selskaber skal udvikle og kommercialisere Ladiratuzumab Vedotin på globalt plan, hvor omkostningerne og indtjeningen skal deles ligeligt. Oveni er biotekselskabet også berettiget til milepælsbetalinger på op til 2,6 mia. dollar.
Merck får også adgang til at være med til at udvikle lægemiddelkandidaten Tukysa til HER2-positiv kræftbehandling uden for Nordamerika og Europa. Samlet set kan aftalen komme til at koste Merck i omegnen af 4,5 mia. dollar, idet Merck også skal betale 600 mio. dollar upfront.
Ladiratuzumab Vedotin har vist tidlige lovende tegn til behandling af tredobbelt negativ brystkræft, og det er med en type behandling, der kaldes antistof-lægemiddel-konjugat (ADC).
Det er en meget eftertragtet måde at behandle kræft på, og interessen er så stor, at Gilead Science i weekenden har budt 21 mia. dollar for Immunomedics, der også har en lægemiddelkandidat til behandling af tredobbelt negativ brystkræft med samme type behandling.
Opkøbstilbuddet på 88 dollar per aktie værdiansætter Immunomedics til mere end det dobbelte af fredagens lukkekurs på 42,25 dollar per aktie. En aktie i Immunomedics stiger med 105,3 pct. til 86,72 dollar i den indledende handel, mens Gilead-aktien stiger med blot 0,6 pct. til 65,28 dollar.
Immunomedics producerer brystkræftbehandlingen Trodelvy, der blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder i april - og også her benyttes behandlingstypen ADC.
Idéen er at skabe en mere sikker og mere målrettet kræftbehandling med et antistof, der binder selektivt på en tumor og frigør et toksin til at dræbe det.
I teorien kan det potentielt bruges på enhver tumortype, hvilket ifølge Gileads koncernchef Daniel O’Day også er årsagen til interessen i medikamentet.
Og slutteligt har det japanske investeringsselskab og konglomerat Softbank solgt chipproducenten Arm Holding, der laver mikrochip til telefoner, til Nvadia, der betaler 40 mia. dollar. Det vil ifølge Bloomberg dermed være den største handel inden for halvlederbranchen nogensinde.
Nvidia betaler 21,5 mia. dollar i aktier og 12 mia. dollar kontant for Arm Holding med en option på yderligere 5 mia. dollar - enten kontant eller i aktier - såfremt visse målsætninger opfyldes, oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.
Nvidia skal desuden betale 1,5 mia. dollar i Nvidia-aktier til ansatte i Arm Holding.
Softbank steg 9 pct. på børsen i Tokyo mandag - Nvidia stiger med 6,5 pct.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for at få tilnærmelser. Volkswagens datterselskab Traton har tilbudt at overtage den amerikanske lastbilproducent Navistar for 43 dollar per aktie er en undervurdering af Navistar og den synergi, som et opkøb vil give Traton, skriver lastbilproducentens bestyrelse i en pressemeddelelse.
Navistar er dog åben for videre forhandling om en aftale med afsæt i tilbuddet på 43 dollar per aktie, som er 23 pct. højere end Tratons tidligere bud på 35 dollar per aktie i Navistar.
Traton har på nuværende tidspunkt 16,8 pct. af aktierne i Navistar, der stiger med 3,1 pct. til 42,86 dollar i de første handler mandag.
Også teleselskabet Verizon blander sig i dagens opkøb ved at have købt teleselskabet Tracfone fra America Movil for 6,25 mia. dollar. Verizon, der stiger med 0,9 pct., har delt betalingen op i to lige store puljer, hvor den ene er kontant afregning og den anden er betaling med aktier.





