Aktier/middag: DSV Panalpina trækker for i grønt indeks
DSV Panalpina er strøget til tops i C25-indekset ved middagstid onsdag, mens ISS-aktien har lagt sig til rette i bunden af eliteindekset, som samlet går frem med 0,7 pct. til 1488,04.
På de europæiske markeder er der ligeledes en positiv stemning med fremgang til de største aktieindeks på mellem 0,1 pct. og 0,4 pct.
Investorerne ser onsdag frem til aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Der ventes dog ikke at blive præsenteret de helt store nyheder ved rentemødet, vurderer Martin Munk, senioranalytiker ved Jyske Bank.
- Vi venter klart, at de vil signalere, at de er due-agtige, og at renten skal være lav i lang tid. Men vores økonomer venter som sådan ikke nye initiativer i aften, siger Martin Munk til Ritzau Finans.
DSV Panalpinas topplacering i indekset kan kædes sammen med gode amerikanske regnskabstal, som kan smitte af på de danske værdipapirer, vurderer Martin Munk.
- Eksempelvis Fedex, som kom med stærke tal efter markedslukning i USA. Jeg tænker, det er derfor, vi ser DSV køre pænt op med op til 2 pct., siger senioranalytikeren.
DSV Panalpinas aktie stiger med 1,7 pct. til 989,40 kr.
Lundbeck ligger fortsat højt i C25-indekset med en stigning på 1,7 pct. til 213,60 kr. Medicinalselskabet har fået hævet sin anbefaling til "neutral" fra "sælg" af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Kursmålet for aktien er fortsat 214 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.
I den anden ende af indekset finder vi Pandora og ISS, hvor de to aktier lagde sig kort efter onsdagens børsåbning.
ISS ligger ved middagstid allernederst i C25-indekset med et fald på 2,2 pct. til 93,16 kr. Det sker, efter at kursmålet på aktien er blevet sænket af finanshuset Exane til 75 kr. fra 90 kr.
Pandora ligger lige over ISS med et fald på 1,0 pct. til 495,10 kr.
Nordea fik tirsdag efter børslukketid løftet sit kursmål hos DNB Markets med 7 pct. til 90 svenske kr. fra 84 svenske kr.
Det nye kursmål, der svarer til 64,34 danske kr., indikerer et potentiale på knap 30 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag. Anbefalingen er også fortsat "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Nordea-aktien stiger onsdag middag med 1,0 pct. til 50,25 kr.
Onsdag morgen oplyste Orphazyme, at det kan vente en tilbagemelding fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, på en ansøgning om markedsføringstilladelse for Arimoclomol mod den arvelige hjernesygdom Niemann-Pick type C, NPC, senest den 17. marts.
Det er deadline, efter at FDA har accepteret at gennemgå registreringsansøgningen for lægemidlet, der blev indsendt i juli.
Aktien stiger med 9,8 pct. til 91,70 kr.
Tilbage i C25-indekset stiger Simcorp-aktien med 1,3 pct. til 794,50 kr. Det sker på en dag, hvor selskabet har meddelt, at det har ansat Jakob Højland til den nyoprettede stilling som kommerciel direktør for softwareselskabets cloud services.






