I morgen lander Teslas kvartalregnskab: Lige nu er der »stilhed før stormen«
Med Teslas kvartalsregnskab i morgen forventer investeringsøkonom Per Hansen store kursudsving, alt afhængig af resultatet. Investorerne venter på nyt, men de ved ikke, hvad de venter på.
I morgen onsdag kommer kvartalsregnskabet for en af verdens mest hypede selskaber. Tesla Motors har oplevet markante kursudsving i det forgangne år, og i morgen bliver absolut ingen undtagelse, lyder det fra investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen. Han forudser kursudsving på minimum plus/minus 5 pct.
Men hvorfor er aktien i det hele taget udsat for så store udsving? Ifølge Per Hansen, så er rigtig mange af aktierne i den amerikanske elbilproducent ejet af kortsigtede investorer.
»Udsvingene er et vidnesbyrd om, at der er rigtig mange investorer der investerer fra time til time og fra dag til dag. Det er blevet en højelektrisk aktie, hvor investorernes valg afspejler sig en time senere på aktiens værdi,« siger Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet.
Ifølge investeringsøkonomen vil store kursudsving for en almindelig virksomhed ofte være forbundet med usikkerhed, og dermed tilbageholdenhed i forhold til at offentliggørelse af informationer. For stifter og adm. direktør Elon Musk og Tesla er det dog anderledes.
»Han elsker rampelyset, og han elsker at iscenesætte. Han er en enfant terrible, og en gudsbenådet entreprenør, som ,man får indtrykket af, arbejder 24 timer i døgnet, fordi arbejdet er en hobby for ham. For ham er bevægelser i aktiekursen ikke lige så negativt som andre. Det er mere vigtigt for ham at kursen afspejler de forventninger, som Tesla kan indfri,« siger Per Hansen.
Når Tesla i morgen præsenterer regnskabet for tredje kvartal i 2020, er manges øjne rettet mod nogle enkelte parametre. Elon Musk har tidligere meldt ud, at målsætningen er, at 500.000 biler ruller ud af produktions-hallerne i 2020. Ifølge Per Hansen er det mål noget, som investorerne holder et ekstra øje med.
»De fleste mener det bliver svært at nå de 500.000, men skulle det blive lidt under, så er det ikke sikkert, at de helt kortsigtede investorer vil reagere. Hvis udmeldingen derimod bliver, at de når de 500.000 eller måske flere, så kan det godt få en større positiv effekt på trods af, at det i virkeligheden bare vil være en bekræftelse af det, de tidligere har sagt, at de går efter,« siger Per Hansen.
Samtidig venter investorerne stadig på nyt om de to kommende fabrikker i Austin, Texas og i Berlin.
Tesla-aktien er siden årsskiftet steget med i alt 419 pct., til trods for en massiv kurslussing på 21,1 pct efter selskabet blev forbigået på S&P-500 indekset. I de seneste to uger har der dog ikke været specielle udsving på aktien, og det skyldes »stilhed før stormen«, som Per Hansen formulerer det. Elon Musk er dog om nogen kendt for at kunne trække et par kaniner op ad hatten, når det gælder.
»Elon Musk har historisk været god til at trække nogle hestekræfter ud under kølerhjelmene og få holdt Tesla i et positivt momentum. Investorerne venter på Godot. De ved ikke, hvad de venter på, men de venter i spænding,« afslutter Per Hansen.







