Fortsæt til indhold

Huscompagniets børsnotering kan blive den første børsnotering på to år

Huscompagniets potentielle børsnotering kan blive den første reelle børsnotering på den danske hovedbørs siden Den Jyske Sparekasse gik på børsen 22. november 2018.

Investor
/ritzau/FINANS

Huscompagniet har torsdag annonceret sin intention om at lade sig børsnotere på Nasdaq-børsen i København, og en børsnotering inden nytår vil blive den første i år.

Sidste år har dog budt på tre nye børskoder på den primære børs i København.

I april 2019 udspaltede A.P. Møller - Mærsk sit borerigselskab, Maersk Drilling, og samme måned fusionerede Monberg & Thorsen og Højgaard Holding til MT Højgaard Group.

I oktober sidste år kom transportselskabet NTG på børsen via børsskallen fra det hedengangne biotekselskab Neurosearch.

Den danske hovedbørs har siden 2012 haft en solid flugt af selskaber med en nettoafgang på 37 selskaber inklusive fusionerede selskaber og børsskaller såsom Neurosearch.

Børsen har i år måttet sige farvel til Veloxis, Bostad og senest Andersen & Martini, der forlod børsen i oktober.

De sidste store aktier, der forlod børsen, var Nets og TDC, som begge havde sidste dag på børsen i 2018.

2016 var et stort år for den danske hovedbørs med børsnoteringer af Dong Energy, der nu hedder Ørsted, samt Nets og Scandinavian Tobacco Group.

Børsnoteringerne i 2014 var præget af OW Bunkers kun syv måneder på den københavnske hovedbørs, idet selskabet gik konkurs efter en svindelsag i et datterselskab i Singapore.

Perioden i kølvandet af finanskrisen bød på afnotering af en række småbanker, der blev opkøbt eller fusioneret med konkurrerende banker eller sparekasser.

Artiklens emner
HusCompagniet
Nasdaq Copenhagen