Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Store aktiestigninger og små rentefald

Investor
/ritzau/FINANS

Novo Nordisk og Genmab sluttede onsdagen i toppen af C25-indekset, mens der endnu ikke var fundet en vinder af det amerikanske præsidentvalg.

Det danske C25-indeks steg samlet 2,7 pct. til indeks 1555,24, som er den femtestørste stigning i indeksets historie.

De sundhedsrelaterede aktier blev onsdagens helt store vindere.

Genmab-aktien blev med et kurshop på knap 8 pct. til 2347,00 kr. dagens mest stigende aktie efterfulgt af Novo Nordisk, der steg 6,3 pct. til 443,30 kr.

Også Bavarian Nordic, Chr. Hansen, Coloplast og Ambu steg markant. De tre førstnævnte steg alle over 4,5 pct., mens Ambu steg 3,8 pct. til 197,65 kr.

- Det skyldes især, at den blå bølge, som man havde snakket om op til valget, ikke længere bliver en realitet. Sektoren har frygtet, at det kunne presse dem med nye tiltag efter valget, siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje.

Ud over præsidentembedet er Kongressens to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus - nemlig også på valg.

Onsdag eftermiddag så det ud til, at Demokraterne får flertallet i Repræsentanternes Hus, mens det er mere usikkert, hvem der vinder flertallet i Senatet. Dermed er der ikke kommet den såkaldte blå bølge, hvor Demokraterne ville vinde en overvældende sejr hele vejen rundt.

I bunden af indekset havnede Vestas med et fald på 3,5 pct. til 1075 kr. efter vindmølleproducentens regnskab for tredje kvartal, hvor indtjeningsmarginen og ordreindgangen skuffede.

Danske Bank-aktien tog endvidere et dyk på 3,4 pct. til 88,42 kr. efter sit kvartalsregnskab.

ISS svingede en del oven på sit regnskab, men aktien endte 1,1 pct. højere i 91 kr.

Usikkerheden om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg bidrog onsdag til små rentefald på det danske obligationsmarked.

Ved lukketid onsdag lå renten på den tiårige statsobligation i minus 0,51 pct., som er et fald på 1 basispoint fra tirsdagens slutniveau.

Det er ikke bare spørgsmålet om, hvem der løber med sejren og kan kalde sig USA's næste præsident, der skabte usikkerhed.

Tidligere på dagen, og allerede inden optællingen af stemmerne var slut, erklærede den nuværende præsident Donald Trump valget for udsat for massiv svindel og sagde, at han vil tage sagen hele vejen til den amerikanske højesteret.

Også på det amerikanske obligationsmarked afspejlede usikkerheden sig.

Her lå renten på den toneangivende tiårige statsobligation onsdag eftermiddag dansk tid i 0,77 pct., som er et dyk på hele 12 basispoint i forhold til niveauet, da det danske marked lukkede tirsdag.

Ud over meldingerne fra valgkampen fik investorerne også lidt nøgletal.

Den endelige opgørelse over PMI Service, der viser de amerikanske indkøbschefers syn på udviklingen i servicesektoren, landede bedre end ventet i en endelig opgørelse for oktober.

Omvendt skuffede ADP’s beskæftigelsesrapport med en mindre jobskabelse end ventet i oktober.