Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar fortsætter ned inden rentemøde

Investor
/ritzau/FINANS

Dollar fortsætter torsdag eftermiddag i defensiven, mens investorerne fordøjer det fortsat uafklarede amerikanske valg og forbereder sig på mulige signaler om nye stimuli fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, efter rentemødet torsdag aften.

- Fed er lidt en biscene, men der er mulighed for, at banken styrker sin fremadrettede guidance om potentielle kvantitative lempelser, og det vil være negativt for dollar, samtidig med at der potentielt også kommer mindre stimulus, siger porteføljeforvalter i LGIM Justin Onuekwusi til Reuters.

På den store scene virker den demokratiske udfordrer, Joe Biden, torsdag eftermiddag tættere på Det Hvide Hus, men Republikanerne ser ud til at fastholde flertallet i Senatet, hvilket kan bruges til at spænde ben for Joe Bidens finanspolitiske dagsorden.

Republikansk kontrol med Senatet kan blandt andet forhindre en Biden-regering i en massiv hjælpepakke og med at hæve selskabsskatten. Og det er faktorer, der falder i aktiemarkedets smag, hvilket har fået investorerne til at søge ud af dollar, der ofte bruges som sikker havn, når aktierne falder.

En euro koster torsdag eftermiddag 1,1829 dollar mod 1,1705 dollar onsdag eftermiddag, mens dollar ligger i 103,80 yen per dollar mod 104,55 yen onsdag.

Den amerikanske valuta taber desuden terræn over for den kinesiske yuan, der med krydskurs 6,61 yuan per dollar har nået det stærkeste niveau mod den amerikanske valuta siden juni 2018.

Ifølge Reuters er Kina tæt ved at sætte et vækstmål på 5 pct. årligt for de kommende fem år til og med 2025. Intet er dog endeligt afgjort.