Fortsæt til indhold

Torsdagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen

Investor
/ritzau/FINANS

Tidlige rentefald gik i sig selv igen torsdag, hvor investorerne var blevet en smule klogere på udsigterne for amerikansk politik efter tirsdagens valg. Og det tegner til, at det fortsat bliver kompromisets kunst.

Demokraterne er stadig ikke slået, men Republikanerne er svag favorit til at beholde flertallet i det amerikanske Senat, mens Demokraterne fastholder flertallet i Repræsentanternes Hus.

Der er fortsat ikke erklæret en vinder af det amerikanske præsidentvalg, men der tegner sig et billede af Demokraternes Joe Biden som den mest sandsynlige sejrherre.

- Udsigten til, at demokraterne ikke opnår flertal i Kongressens to kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus, dæmper forventningerne til en ny massiv hjælpepakke og en ekspansiv finanspolitik, hvis Joe Biden skulle blive USA’s næste præsident, som meget tyder på i øjeblikket, vurderer strateg Niels Christensen fra Nordea.

Renten på den tiårige danske statsobligation faldt fra morgenstunden 2 basispoint, men fandt i løbet af eftermiddagen tilbage i udgangspunktet på minus 0,51 pct.

Ud over det fortsatte store fokus på resultater fra valget i USA var der torsdag fokus på rentemeddelelsen fra den amerikanske centralbank kl. 20 dansk tid. Den kan dermed få betydning for renteudviklingen fredag.