Fortsæt til indhold

Nordnet: Norwegians udfordringer kan give muligheder til SAS

Investor
/ritzau/FINANS

SAS kan muligvis nyde godt af de store økonomiske udfordringer i Norwegian, vurderer investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen i en kommentar.

Den norske stat har mandag afvist at yde Norwegian finansiel støtte, og dermed skabes usikkerhed om det norske flyselskabs fremtid.

- Norwegian kan meget vel tænkes at overleve, men det er en risiko, at selskabet måske, hvis de ikke får yderligere støtte, bliver forvandlet til et norsk indenrigsselskab, som skal binde Norge geografisk sammen, vurderer Per Hansen i et notat og uddyber:

- Hvis Norwegian kommer til at mangle penge, og/eller hvis de kun i fremtiden bliver et indenrigsselskab, kan det skabe mere og bedre plads til SAS.

Rejserestriktioner betyder dog, at situationen er alvorlig for begge selskaber.

SAS-aktien er i år faldet 79 pct. trods en stigning mandag på over 8 pct. til 0,60 kr. For Norwegian har 2020 budt på et kursfald på 98,5 pct. medregnet et dyk mandag på 17 pct. til 0,5352 norske kr.