Fortsæt til indhold

Asien: Store regionelle forskelle på månedens sidste dag

De asiatiske aktier ligger med store regionale forskelle på månedens sidste handelsdag, mandag, hvor de amerikanske aktiefutures er vendt til negativt territorium, og investorerne forsøger at fastholde de gevinster, som er opnået i den nu næsten overståede rekordmåned for de globale aktier.

Investor
/ritzau/FINANS

Markedsdeltagerne ser frem mod de første covidvaccinationer, som ventes at starte allerede om få uger, og den normalisering, som det ventes at medføre. Samtidig skæves der til stærke kinesiske data for såvel produktion som service, der kan give anledning til yderligere positiv stemning.

- Så længe de økonomiske data viser forbedring, så er der plads til, at de cykliske områder udkonkurrerer. De cykliske aktier er sandsynlige modtagere i det miljø, vi går ind i med tiden efter en vaccine og ved normalisering, siger porteføljeforvalter Nader Naeimi fra AMP Capital Investors til Bloomberg tv.

De amerikanske futures peger på kursfald på Wall Street på 0,3-0,7 pct., når markedet åbner i eftermiddag.

De japanske aktier læner sig op ad de vigende amerikanske futures. Det toneangivende Nikkei 225-indeks falder 0,8 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 1,5 pct.

Modsat udkonkurrerede de kinesiske aktier resten af de asiatiske markeder efter et sæt stærke PMI-data.

Shanghai Composite og CSI 300 ligger med stigninger på 0,4 pct. og 0,7 pct.

Samtidig viger Hongkongs Hang Seng-indeks 1,1 pct.

På de øvrige børser falder Taiwans Taiex-indeks 0,4 pct., Kospi-indekset i Seoul dropper 0,9 pct., hvilket også er tilfældet for Singapores Strait Times-indeks.

Australiens ASX-indeks lukker mandag med et minus på 1,3 pct.

Indeks Udvikling (%) Nikkei 225-0,8Topix-1,5Hongkongs Hang Seng-1,1 China Shanghai Composite+0,4 China CSI 300+0,7Taiwan Taiex-0,4 Sydkoreas Kospi-0,9 Indiens BSE SensexLukketSingapores STI-0,9 Sydney ASX 200-1,3

Indeksværdi klokken 6.15.