USA/åbning: Moderna i stort kurshop efter vaccinenyt og FDA-ansøgning
Efter en stille handelsdag fredag på grund af Thanksgiving starter de amerikanske aktier ugens første - og månedens sidste - handelsdag med både stigninger og kursdyk, hvor især biotekselskabet Moderna løber med opmærksomheden.
Dow Jones-indekset kommer fra start mandag 0,9 pct. lavere efter en stigning på 0,1 pct. fredag, mens S&P 500-indekset dykker 0,4 pct. efter at have lukket 0,2 pct. højere fredag.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks lægger fra land med en stigning på 0,1 pct. efter et plus på 0,9 pct. fredag.
- Jeg fornemmer, at investorerne er blevet forsigtige efter store stigninger i de seneste uger, som har været drevet af vaccinenyheder. Det er meget positivt, da det har vist os lys for enden af tunnellen i forhold til covid-19, siger Peter Rosenstreich, chef for markedsstrategi hos Swissquote Bank, til Bloomberg.
Dagens helt store vaccinenyhed kommer fra Moderna, hvis bud på en coronavaccine har vist en meget høj effektivitet i de endelige resultater.
Selskabet kan samtidig fortælle, at det mandag vil indsende en ansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA og den europæiske pendant om en nødgodkendelse til at distribuere vaccinen.
Aktien bliver sendt op med 16,9 pct. umiddelbart efter markedsåbningen.
Modernas endelige forsøgsresultat viser en effektivitet på 94,1 pct., hvilket er på linje med de resultater, der blev fremlagt for to uger siden på 94,5 pct.
Det er også på linje med effektiviteten på 95 pct. i studiet af Pfizer og Biontechs covid-19-vaccinekandidat.
FDA's rådgivningspanel ventes at gennemgå Modernas vaccine den 17. december, hvilket vil vil være en uge efter, at de har kigget på Pfizer og Biontechs vaccinebidrag.
Vaccineudvikleren Novavax, der også var en af fredagens højdespringere med et kurshop på 22,5 pct., starter dagen i plus på 4,6 pct. på trods af, at det mandag er kommet frem, at Novavax’ store studie i USA og Mexico med en potentiel coronavaccine er blevet udskudt for anden gang.
Det skriver Bloomberg News.
Fase 3-studiet skulle oprindeligt have startet i midten af oktober, og nu meddeler selskabet, at det formentlig vil blive sat i gang i de kommende uger.
Derudover er der nyt til Pfizer, da sundhedsmyndighederne i Storbritannien ventes at være de første til at godkende selskabets coronavaccine, der er udviklet i samarbejde med tyske Biontech. Det vil betyde, at de første doser kan leveres omkring den 7. december, skriver Financial Times.
Myndighederne i USA venter, at de første kan vaccineres i udgangen af december, skriver CNBC.
Det er med til at sende Pfizer-aktien op med 1,4 pct.
Udover nyt fra vaccinefronten tager S&P Globals opkøb af researchvirksomheden IHS Markit også en del af investorernes fokus.
Prisen lyder på cirka 39 mia. dollar i aktier, og handlen accelererer dermed konsolideringen blandt Walls Streets største dataudbydere, skriver Bloomberg News.
S&P Global tilbyder 0,2838 egne aktier for hver IHS Markit-aktie, hvilket ifølge Bloomberg News udgør en præmie på 4,7 pct.
Efter aftalen vil S&P Global eje omkring 67,75 pct. af det samlede selskab. Opkøbet vil have en enterpriseværdi på cirka 44 mia. dollar inklusive 4,8 mia. dollar i nettogæld.
Opkøbet sker som en del af et kapløb om at nå skalafordele, idet branchens største aktører forsøger at udnytte stigningen i efterspørgslen efter data og analyser.
IHS Markit hopper 6,8 pct., mens S&P Global starter mandagen med en stigning på 1,3 pct.
Nikola, den måske kommende producent af elektriske arbejdskøretøjer, dykker med hele 24 pct., efter nyheden om, at selskabet indgår et samarbejde med General Motors, der dog er en noget mindre udgave end oprindeligt planlagt.
I den nye ikke-bindende aftale vil General Motors tillade Nikola at bruge sin hydrogen-brændselscelleteknologi. Oprindeligt var det planen, at selskaberne skulle gå sammen om at bygge en eldrevet pick up-truck, og at General Motors skulle have en ejerandel i Nikola.
Derudover stiger Tesla-aktien med 2,4 pct. efter overvejelser fra S&P-indekset om, hvorvidt Tesla-aktien skal indlemmes i indekset på én gang den 21. december eller om det skal deles op i to på grund af markedsværdien på 555 mia. dollar.






