Valuta: Pund i ny svækkelse og stabilisering af dollar
Det britiske pund fortsætter mandag de foregående to ugers nedtur, da manglende fremskridt i brexit-forhandlingerne har øget risikoen for, at parterne ikke når i hus med en aftale inden deadlinen 31. december.
- Markedet reagerer på, at det stadigvæk ikke ser ud som om, at man kan blive enige om det hele. Vi bliver ved med at få modsatrettede kommentarer, så det er et noget mudret billede i øjeblikket. Det er det, som får pund til at falde, siger valutastrateg Niels Christensen fra Nordea.
Pund var mandag eftermiddag nede at runde i 8,15 kr. mod et niveau fredag eftermiddag på 8,26 kr., og over de seneste uger er kursen faldet fra i underkanten af 8,40 kr.
- Sandsynligheden for en brexit-aftale bliver mindre dag for dag. Der er ikke noget håndgribeligt, som bliver lagt frem, så det er så usikkert, som det næsten kan være, siger Niels Christensen.
Han ser nu større risiko for, at der ikke kommer en aftalen, end at der kommer en aftale.
- Men når det så er sagt, så må vi også sige, at så falder verden ikke sammen fra den 31. december til den 1. januar, men det bliver selvfølgelig mere besværligt med hensyn til handel. Der kommer en masse usikkerhed om, hvordan man skal gebærde sig, og derfor er der ikke noget at sige til, at valutamarkedet reagerer som det gør.
- Der er høj risiko for, at vi kommer ned og handler under 8 kr. uden en aftale her før ultimo måneden, vurderer Niels Christensen.
I sidste uge var det centrale punkt på valutamarkedet et stort fald i dollar. Mandag har dog her budt på noget stabilisering, idet euro ud på eftermiddagen ligger næsten uændret i 1,2135 dollar.
Et af ugens store fokuspunkter er torsdagens rentemøde i ECB.
- Hvis ikke ECB-chef Christine Legarde selv nævner euro, så vil hun blive spurgt om det på pressemødet efterfølgende. Så der må vi se, hvor bekymret ECB er over den udvikling, der har været i dollar og dermed styrkelsen af euro, siger Niels Christensen.





