Asien: Små fald i Tokyo men generelt afdæmpet marked
Små udsving præger tirsdag de asiatiske aktiemarkeder, der leder efter nye impulser til en fortsættelse af den seneste måneds stigninger.
Håbet om en ny økonomisk hjælpepakke i USA og udsigten til udrulning af coronavacciner holder en hånd under markedet, der omvendt er bekymret for ny covid-nedlukning efter en stigende smittespredning flere steder i verden.
Endvidere er det tirsdag fremme, at Japan ifølge landets premierminister, Yoshihide Suga, også vil stable en ny økonomisk hjælpepakke sammen til en værdi af 73.600 mia. yen for at løfte økonomien ud af den suppedas, som sundhedskrisen har forårsaget.
Det skriver Reuters.
- Den globale produktionscyklus er ved at gå ind i en ekspansionsfase fra en periode med sammentrækning. For value-aktier, inklusive en del japanske aktier, er det en fase, hvor de historisk har performet bedst, siger Shusuke Yamada, som valuta- og aktiechef for Japan hos Bank of America, ifølge Reuters.
I Tokyo ligger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,2 pct. lavere, og det bredere Topix-indeks dropper 0,1 pct.
Selskabsspecifikt er der fokus på brintproducenten Iwatani, som stiger 10 pct., efter at erhvervsmediet Nikkei har skrevet om, at den japanske regering for at leve op til sine mål for CO2-udledninger formentlig vil sætte et mål for at udvide brugen af brint til 10 mio. ton i 2030.
De kinesiske markeder ligger tæt på uændret, mens der er fald på børsen i Hongkong.
Shanghai Composite og CSI 300 ligger begge med fald på 0,1 pct., og Hongkongs Hang Seng-indeks dropper 0,4 pct.
På de øvrige børser ligger Taiwans Taiex-indeks 0,7 pct. højere, Kospi-indekset i Seoul falder 1,1 pct., mens Singapores Strait Times-indeks handles 0,1 pct. lavere.
Australiens ASX-indeks lukker med et plus på 0,2 pct.
Indeks Udvikling (%) Nikkei 225-0,2Topix-0,1Hongkongs Hang Seng-0,4 China Shanghai Composite-0,1 China CSI 300-0,1Taiwan Taiex+0,7 Sydkoreas Kospi-1,1 Indiens BSE Sensex+0,5Singapores STI-0,1 Sydney ASX 200+0,2
Indeksværdi klokken 6.15.





