Fortsæt til indhold

USA/lukning: Endnu en rekorddag - AT&T løftet af HBO Max

Investor
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktier vekslede tirsdag en negativ åbning til rekorder. Og rekorderne står til at blive forlænget onsdag, hvor futures på de store aktieindeks ligger med plusser på op til godt 0,2 pct.

Smittevæksten står over for håbet om en stærk økonomisk genrejsning i 2021, når coronavaccinerne rulles bredt ud, men inden da satser investorerne på politisk enighed om en hjælpepakke til USA's kriseramte økonomi.

S&P 500-indeks steg derfor tirsdag 0,3 pct. til rekord nummer 31 i år i 3702,20 indekspoint. Nasdaq landede i rekord nummer 51 i 2020 efter et plus på 0,5 pct. til 12.582,773 point. Dow Jones vandt 0,4 pct., men var stadig en spids under sidste uges top.

- Der sker ikke rigtig noget, selv om der er rekorder. Der er gået lidt julestemning i den. Investorerne tør ikke tage gevinsten, og samtidig håber de på en stimuluspakke, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Investorerne vil på ingen måde sælge, hvis der skulle komme en hjælpepakke. Den skal også komme. Alle er ombord på denne her båd. Og amerikansk økonomi har brug for det.

Markedets rekordniveauer i et pandemiår blev i en analyse fra Citigroup tirsdag betegnet som en "komplet sejr" for likviditeten over den fundamentale økonomiske situation.

I USA er væksten i coronasmitten stadig i rekordhøje niveauer, og nye restriktioner truer. I den positive vægtskål er der udsigt til, at USA allerede i denne uge kan godkende den første vaccine mod corona, når et ekspertpanel under sundhedsmyndighederne skal diskutere Pfizers vaccines effekt og sikkerhed.

På den politiske front er der stadig uenighed i Washington om en fjerde hjælpepakke til økonomien. Et kompromisforslag på 908 mia. dollar ser dog ud til at vinde opbakning, men der er stadig uenigheder.

- Kommer der en revne i båden, så skal mange i gang med øsen. Det kan dog være, selv om en hjælpepakke ikke kommer før jul, at folk ikke tør gå fra borde alligevel. Omvendt, når alle allerede er i markedet, så er der ikke mange til at samle op. Desuden kan der komme hedging henover jul og nytår, og det kan gøre markedet sårbart over for en korrektion, advarer Danske Banks seniorstrateg.

I S&P 500-indekset var det energisektoren, som trak op med 1,6 pct. Sundhed vandt samtidig 0,7 pct., mens råvarer og materialer steg 0,6 pct. De vigtige it-aktier sluttede også i plus med 0,4 pct., mens kommunikationsservice, finans og forsyning faldt 0,1-0,3 pct.

- Kigger man i sektorerne var der ingen rød tråd. Det er lidt tilfældighedernes spil. Det, som skinner, er small cap. Der er lagt i kakkelovnen til, at vaccinen kommer, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.

I det brede marked trak, Apple, Microsoft og Amazon op med med 0,6-0,8 pct. AT&T bidrog også med et plus på 4,0 pct. - den sjette stigning i træk - da topchef John Stankey ifølge Bloomberg News oplyste, at HBO Max nu har 12,6 mio. abonnementer mod 8,6 mio. ved seneste udmelding.

Johnson & Johnson trak også op med 1,7 pct., da koncernens forskningsdirektør, Paul Stoffels, lod forstå, at forsøgsdata fra en mulig coronavaccine kan være klar i januar - tidligere end ventet.

Pfizer vandt desuden 3,2 pct. forud for torsdagens paneldiskussion om selskabets vaccine.

I oliesektoren vandt kæmperne Exxon Mobil og Chevron frem med 3,3 og 0,9 pct.

Allerøverst i S&P 500 sluttede imidlertid Equifax, der gør sig inden for forbrugerdata til kreditvurdering, med et plus på 7,8 pct., da investeringsbanken Barclays løftede sin anbefaling til "køb" efter koncernens nylige kvartalsopdatering

Tesla vendte et minus til et plus på 1,3 pct. Aktien haltede til en start , da elbilproducenten annoncerede planer om at lade pengekassen op og rejse 5 mia. dollar ved at sælge nye aktier. Det er tredje gang i år, at Tesla udnytter sin kursfest til at fore lommerne. I forvejen har Tesla hentet 7 mia. dollar i 2020, mens aktien er steget 675 pct. siden nytår.

Investorerne tog ikke godt imod tal for første kvartal fra forhandleren af bilreservedele Autozone, som faldt 5,3 pct. Selv om koncernen faktisk slog forventningerne, men investorerne bed mærke i en opbremsning i væksten.