Fortsæt til indhold

Råvarer: Stigende beholdning i olielagre får priser til at falde

Investor
/ritzau/FINANS

Oliepriserne faldt onsdag morgen, da en uventet stigning i oliebeholdningen hos de amerikanske råolielagre vakte bekymringer over en sløv efterspørgsel. Markedet er dog positivt stemt over for udsigterne, når coronavaccinerne tages i brug, og det har holdt priserne fra at dykke alt for langt ned. Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 48,66 dollar mod 48,81 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 45,45 dollar mod 45,60 dollar tirsdag eftermiddag.

Det Amerikanske Olieinstitut, API, meddelte tirsdag, at lagre for råolie, benzin og destillater steg markant i sidste uge. Råolielagre steg med 1,14 mio. tønder mod analytikernes forventninger om et fald på 1,42 mio. tønder ifølge en undersøgelse, Reuters har foretaget.

- Stigningen i amerikanske råolielagre gav en vis forsigtighed blandt investorer og fik dem til at trække langsigtede positioner tilbage forud for data fra det amerikanske energiministerium, siger Chiyoki Chen, der er chefanalytiker ved Sunward Trading, til Reuters.

Onsdag kommer der ugentlige data for olie fra det amerikanske energiministerium.

Fremgangen i udviklingen af coronavacciner samt de økonomiske udsigter, efter Joe Biden er blevet valgt til præsident i USA, har dog holdt markedet positivt, siger han.

Tirsdag tog Storbritannien hul på sit projekt med massevaccinationer mod coronavirusset. Pfizer og Biontech har desuden fået besked om, at der ikke er nogle nye mangler eller fejl, hverken i forhold til sikkerhed eller effektiviteten i deres vaccine.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1860,07 dollar mod 1866,47 dollar tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 7750,50 dollar mod 7687,00 dollar tirsdag eftermiddag.