Fortsæt til indhold

Tesla laver en rekordstor entré på S&P-500

I eftermiddag træder elbilfabrikanten Tesla ind på det toneangivende S&P-500-indeks. Med en selskabsværdi på 621 mia. dollars er det noget af en mastodont, der debuterer på indekset.

Elbilfabrikanten har lige nu fire biler på markedet, herunder Model X, som er Teslas nuværende bud på en familiebil. Foto: AP/Marcio Jose Sanchez.
Investor

Efter mange måneders kvaler er dagen endelig oprindet, hvor Tesla gør sin monster-entré i eliteindekset S&P-500.

Selskabet blev officielt optaget i fredags, og i dag er således første handelsdag. Når klokken slår 15.30 dansk tid, og handlen starter på Wall Street i New York, kan Tesla kalde sig det største selskab nogensinde målt på værdi, der indtager indekset.

Selskabet har nydt enormt stor opmærksomhed i 2020. Udover den karismatiske topchef Elon Musks egen person, har selskabet ligeledes præsteret fem kvartaler i træk med overskud på bundlinjen. Men det er især udskejelserne på aktiemarkedet, der har fået flere til at spærre øjnene op.

År til dato er selskabets aktie steget med 730 pct., og har oplevet enorme udsving gennem året. Det kan ifølge Otto Friedrichsen, forvaltingschef hos Formuepleje, være udtryk for, at aktien i høj grad besiddes af kortsigtede investorer.

»Tesla-aktien er efter Formueplejes vurdering et yndet spekulationsobjekt især blandt private. Den gennemsnitlige holdeperiode i aktien er under 10 dage, og det indikerer enorm grad af spekulation. Spekulationen kommer ikke alene fra at købe og sælge den fysiske aktie, men i høj grad også fra derivatmarkedet og den indirekte risikoafdækning der naturligt skaber voldsom handel i den fysiske aktie,« skriver han i en kommentar.

Torsdag steg aktien med 5,32 pct, hvilket bragte markedsværdien på Tesla op på 621 mia. dollars, eller godt 4,1 billioner kr. Indlemmelsen vil skabe massive rotationer på markedet, da EFT’ere der følger indekset vil være nødsaget til at købe ind i aktien.

De store aktiestigninger har i løbet af året gjort Elon Musk til verdens andenrigeste mand, kun overgået af Amazon-stifteren Jeff Bezos. Men spørgsmålet er, om det vil fortstætte.

»Elon Musk kan med rette hævde frit efter Shi-bi-dua, at ”Nu har jeg nået toppen, mor”. Investorerne er helt elektriske, og der har givetvis været tale om at kortsigtede investorer har købt ekstra op i Tesla forud for det event, det er, at selskabet kommer ind i indekset. Spørgsmålet er om aktiekursen er så ”hypet” og så ”hamstret”, at den nu står på et højdedrag, eller om investorerne vil fortsætte med ikke kun at skubbe, men at køre udviklingen og Teslaen videre?« skriver Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet i en kommentar.