Fortsæt til indhold

Mandagens aktier: Ambu til tops i coronaramt marked

Investor
/ritzau/FINANS

Det danske aktiemarked fik mandag en mindre kæberyster efter sidste uges rekordfest.

C25-indekset lukkede mandag 0,6 pct. lavere i 1634,77, og dermed stoppede rekordstimen efter fredagens rekord, der var årets 41.

Det var frygten for en muteret og måske 70 pct. mere smitsom coronavirus i Storbritannien, der var med til at tynge markedet mandag, fortæller Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

- Frygten for nye nedlukninger, restriktioner og dermed også en økonomisk effekt er det, der tynger risikoappetitten også på det europæiske marked, siger han.

Udsigten til nye nedlukninger ramte blandt andet ISS- og Mærsk B-aktierne, der måtte lukke med tab på henholdsvis 2,7 pct. til 106,25 kr. og 2,5 pct. til 13.765 kr.

- De selskaber, der har en højere grad af konjunkturfølsomhed, er dem, der i forhold til risikoappetit bliver hårdest ramt, netop fordi det er de konjunkturfølsomme selskaber, der rammes hårdest i tilfælde af, at vi ser en mere aggressiv nedlukning og ser noget, der minder om det, vi har set i England i weekenden, siger Otto Friedrichsen.

Medicoselskabet Ambu lukkede mandag med et plus på 5,7 pct. i 237,30 kr. i toppen af C25-indekset.

Umiddelbart var der dog ingen selskabsspecifikke nyheder, der var direkte årsag til stigningen.

Danske Bank-aktien lukkede 2,1 pct. højere i 99,82 kr.

Lørdag meddelte det amerikanske finansministerium til banken, at der ikke vil blive taget yderligere skridt i forbindelse med Estlandssagen. Afgørelsen betyder dog ikke, at ministeriet ikke kan tage fremtidige skridt i sagen, hvis der kommer nye oplysninger til undersøgelsen af Danske Bank.

Danske Bank fremhæver også i meddelelsen, at banken stadig undersøges af en lang række instanser.

Netcompany havde også en god dag på børsen med en stigning på 2,2 pct. til 594,50 kr.

Mandag var første dag for it-selskabet i C25-indekset.

Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff trodsede den globale coronapandemi og kom ud af det forskudte regnskabsår 2019/20 med et historisk højt overskud.

- Trods den usikkerhed, som coronapandemien har ført med sig, er vi økonomisk kommet godt igennem regnskabsåret 2019/20 med en historisk høj bundlinje, en solid ordreindgang og en høj ordrebeholdning, siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Per Aarsleff Holding, om regnskabet.

Per Aarsleff endte mandagen med et plus på 2,0 pct. i 280 kr.

NNIT indgik sin største Veeva-aftale nogensinde med et globalt life science-selskab til en værdi på et højt tocifret millionbeløb.

Det skrev NNIT i en meddelelse mandag eftermiddag.

Kontrakten løber i fire år og indbefatter en såkaldt Veeva RIM-løsning, der skal leveres i et samarbejde mellem NNIT og det amerikanske softwareselskab Valiance, som NNIT købte i 2018, fremgår det af meddelelsen

NNIT-aktien steg mandag med 5,6 pct. til 116,40 kr.

Malervarekoncernen Flügger-aktien fortsatte med et plus på 9,2 pct. til 650 kr. opturen efter sidste uges regnskab.

Flügger oplyste mandag, at et selskab, som koncernens bestyrelsesformand, Michael Mortensen, ejer en del af, har købt aktier i selskabet for 219.820 kr.

Dorte Dee April Agergaard, der er nærtstående til Ulf Schnack, som er direktør i Flügger og ejer en del af malerkoncernen, havde ifølge Flügger købt Flügger-aktier for knap 505.000 kr.