Fortsæt til indhold

Valuta: Pund og dollar på rutsjetur i kølvandet på muteret coronavirus

Den muterede og mere smitsomme variant af coronavirus, som er blevet opdaget i Storbritannien, har sendt rystelser gennem valutamarkedet frem til tirsdag morgen.

Investor
/ritzau/FINANS

Effekterne af det nye virus kunne ses i kursen på det britiske pund, som blev svækket i kølvandet på de nye rejserestriktioner til og fra Storbritannien, som er indført i flere lande.

Tirsdag morgen har den britiske møntfod dog fået oprejsning igen - godt hjulpet på vej, efter Bloomberg News kunne berette, at EU overvejer at indgå et kompromis om fiskerettigheder i forhold til brexit-forhandlingerne.

Euro handles tirsdag morgen i 0,9122 pund, hvor prisen mandag eftermiddag lød på 0,9172 pund for euro.

Dollar holder stand efter at have været på en rutsjetur frem til tirsdag morgen, da investorer ifølge Reuters har solgt ud for at lukke short-positioner, mens andre investorer brugte muligheden til at købe ind i en svækket dollar.

- Udsalget af "short-dollar" er formentlig blot nogle langtrukne positioner, som bliver lukket på grund af bekymringer for brexit.

- Men det viser de potentielle farer ved en bred negativ forventning i markedet, siger Stephen Innes, valutamægler ved Axi, til Reuters.

Euro handles i 1,2220 dollar tirsdag morgen, hvor prisen mandag eftermiddag var 1,2211 dollar.

I Asien ligger yen rimelig stabilt, og dollar handles i 103,42 yen tirsdag morgen mod mandag eftermiddag, hvor der gik 103,50 yen på en dollar.