Valuta: Dollar under pres med fokus på resultat af senatsvalg
Onsdag morgen dansk tid er der endnu ikke et endeligt resultat af tirsdagens to senatsvalg i den amerikanske delstat Georgia, og det er med til at svække dollar.
Tirsdagens to senatsvalg i Georgia er afgørende for sammensætningen af Kongressen i USA.
- Markedsreaktionen på resultatet vil formentlig blive dikteret af, hvad resultatet antages at betyde for finanspolitikken, uanset om det er rigtigt eller forkert, siger Adam Cole, valutastrateg hos RBC Capital Markets til Reuters.
- Hvis det lykkes Demokraterne at vinde begge pladser, er antagelsen, at Joe Biden har mere frihed til at sætte politikken, og det betyder formentlig mere finanspolitisk lempelse, tilføjer han han og fremhæver samtidig, at det vil løfte risikoappetitten og dermed svække dollar.
Kort før klokken fem onsdag morgen dansk tid har de to republikanske senatorer overtaget føringen, viser en foreløbig optælling, hvor omkring 90 pct. af stemmerne er talt op, ifølge nyhedsbureauet AP.
Frem til, at omkring 70 pct. af stemmerne var talt op, var det de to demokrater, der førte løbet. Men det kan skyldes, at mange amter talte brevstemmerne op først. Her er der ofte en overvægt af demokratiske stemmer.
Er der fortsat stort set dødt løb, når alle stemmerne er talt op, kan der ifølge nyhedsbureauet Reuters gå flere dage, før det endelige resultat foreligger.
Euro koster 1,2300 dollar onsdag morgen mod 1,2276 dollar tirsdag eftermiddag ved dansk børslukketid.
Prisen på dollar er onsdag morgen 102,81 yen. Til sammenligning gik der 102,79 yen for en dollar tirsdag eftermiddag.






