Fortsæt til indhold

Råvarer: Fald i olielagre forlænger prisstigninger

Investor
/ritzau/FINANS

Oliepriserne fortsætter onsdag morgen den opadgående tendens, efter at en opgørelse fra American Petroleum Institute, API, har vist et større end ventet fald i de amerikanske lagre af råolie. Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 57,35 dollar mod 56,54 dollar tirsdag ved dansk børslukketid.

Prisen på den amerikanske WTI-olie stiger for syvende dag i træk til 53,82 dollar mod 53,03 dollar tirsdag eftermiddag klokken 17.

Begge oliefutures handles onsdag morgen i det højeste niveau, siden coronavirusset for alvor tog fat i markedet i februar.

USA's olielagre faldt i sidste uge med 5,8 mio. tønder til en samlet beholdning på 484,5 mio. tønder, viser tal fra API. Til sammenligning ventede analytikere ifølge Reuters blot et fald på 2,3 mio. tønder.

API's lageropgørelse får onsdag morgen investorer til at se bort fra den bekymrende smitteudvikling på verdensplan.

I Kina har man oplevet den største vækst i coronasmitte i flere måneder, men optimistiske udmeldinger fra landets præsident, Xi Jinping, vedrørende landets økonomiske situation beroligede også oliemarkedet.

- Oliepriserne fortsætter opad på økonomisk optimisme i Kina efter Xi Jinpings udmeldinger samt opgørelsen fra API, der viste et overraskende stort fald i lagerbeholdningen, siger Avtar Sandu fra Phillip Futures til Reuters.

Blandt råvaremarkedets øvrige aktiver stiger både guld- og kobberpriserne.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1860,28 dollar mod 1841,73 dollar tirsdag klokken 17.

Et ton kobber koster onsdag morgen 8028,5 dollar mod 7998,5 dollar tirsdag eftermiddag.