Investor

Mandagens obligationer: Uændret rente efter indledende fald

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation startede mandag med at falde, men i løbet af formiddagen vendte den rundt igen, og den endte uændret i minus 0,17 pct.

Den tiårige rente faldt til minus 0,20 pct. i løbet af formiddagen, men så vendte den ligesom den amerikanske statsobligationsrente opad igen.

Det skete på en dag med en ellers relativt tom nøgletalskalender, der bød på et nøgletal fra eurozonen i form af detailsalget, der i februar steg mere end ventet.

Detailsalget i eurozonen gik frem med 3,0 pct. i februar i forhold til måneden før, hvor økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning på 1,7 pct.

Frygten for store prisstigninger har sendt renterne betydeligt højere siden nytår, og mandag viste tal fra Danmarks Statistik, at inflationen i Danmark nu har ramt det højeste niveau i to år.

Forbrugerpriserne steg i marts med 1 pct. i forhold til samme måned året forinden. Dermed tiltog inflationen, da årsstigningstakten for forbrugerpriserne måneden forinden var 0,6 pct.

Inflationen kan generelt komme i fokus i denne uge med tirsdagens forbrugerprisopgørelse fra USA, og yderligere kan renterne blive påvirket af et stort udbud af statsobligationer fra det amerikanske finansministerium i denne uge.

Læs også
Top job