Donald Trump tabte mere end 6 mia. kr. på to år, ifølge revisor
Donald Trumps tidligere revisor Donald Bender vidnede tidligere på ugen i retssagen mod The Trump Organization. Her løftede han sløret for nogle af de ting, som den tidligere præsident i årevis har forsøgt at hemmeligholde.
Han har forsøgt at skjule det i årevis, men nu begynder i de første sprækker at ane sig i det selvbillede, som Donald Trump har forsøgt at skabe sig. Et selvbillede som succesfuld forretningsmand, men åbenbart også en forretningsmand, der i løbet af få år havde milliardstore tab på bundlinjen.
Det afslører hans tidligere revisor Donald Bender, som tidligere på ugen vidnede i retssagen mod The Trump Organization, der bl.a. består af ejendomme og hoteller.
Det skriver nyhedsmediet ABC.
I retten fortalte han, at Donald Trump samlet set noterede sig for underskud på næsten 900 mio. dollars - svarende til 6,4 mia. kr. - i årene 2009-2010.
Her henviste han til de regnskabspapirer, som Donald Trump i årevis har forsøgt at holde hemmelige for offentligheden.
The Trump Organization er anklaget for skatteunddragelse i årevis.
Afsløringen fra Donald Bender kom, da han blev krydsforhørt af anklageren Susan Hoffinger.
»Kan du huske, at Donald Trump havde tabt for næsten 200 mio. dollars på hans selvangivelse i 2010?,« spurgte Hoffinger, inden Donald Bender fulgte op med:
»Det er min overbevisning«
Herefter spurgte anklageren til et 700 mio. dollars - 5 mia. kr. - stort tab i 2009, inden den tidligere revisor igen svarede:
»Det lyder rigtigt«
David Bender afslørede herefter, at Donald Trump har haft røde tal på bundlinjen i samtlige år i perioden 2009-2018.
Hvis det svimlende beløb står til troende er det en fjer i hatten på de mange kritikere, der i årevis har forsøgt at modsige det selvbillede, som Donald Trump har forsøgt at skabe sig som succesfuld forretningsmand.
Tallene er næsten helt identiske med de tal, som New York Times for et par år siden kunne berette om. Her var avisen kommet i besiddelse af enkelte dele af Trumps selvangivelse.
Den tidligere finansdirektør i The Trump Organization, Allen Weisselberg, indrømmede for et par måneder siden, at han ikke indberettede løn i perioden 2005-2018, hvor han samlet set tjente 12 mio. kr.
Donald Trump er ikke personligt anklaget i retssagen.