Fortsæt til indhold

Vestas-aktien i kraftigt dyk efter regnskab

Vestas' kvartalsregnskab behager tilsyneladende ikke investorerne, som kvitterer med at sende aktien kraftigt ned onsdag.

Foto: Thomas Lekfeldt
Investor

Vestas-aktien falder onsdag kraftigt, efter at vindmølleproducenten onsdag morgen har løftet sløret for regnskabet for tredje kvartal, som viser bred fremgang, men er svagere end ventet af analytikerne.

Fra børsåbningen fik Vestas skåret 7 pct. af markedsværdien, men siden har aktien rettet sig en smule. Onsdag formiddag er aktien ned med lige knap 6 pct.

Tirsdag faldt Vestas-aktien desuden over 4 pct.

Helt konkret viser regnskabet en omsætning og et resultat efter skat på henholdsvis 5,7 mia. euro og 323 mio. euro. Til sammenligning spåede analytikerne ifølge konsensusestimaterne 6 mia. euro og 380 mio. euro.

På samme tid har Vestas indsnævret sine forventninger til hele året fra en omsætning på mellem 20-22 mia. euro til 20,5-21,5 mia. euro, mens EBIT-marginen før særlige poster er ændret fra 7-9 pct. til 7,5-8,5 pct.

Flere analytikere havde forud for regnskabet forventet en præcisering i den øvre ende af intervallet eller ligefrem en opjustering, hvilket bidrager til den negative markedsreaktion.