Europæiske aktier: Italienske banker topper tøvende handel
Der er en afventende stemning blandt investorerne på de europæiske aktiemarkeder forud for ugens helt store begivenhed torsdag, hvor Den Europæiske Centralbank, ECB, holder møde.
Markederne venter på, om ECB enten be- eller afkræfter forventningen om, at den sætter gang i opkøb af statsobligationer - de såkaldte kvantitative lempelser (QE).
- De fleste er tilfredse med at holde deres positioner i ro, indtil ECB udsikker en retning på torsdag, siger Justin Urquhart Stewart fra Seven Investment Management i London til Bloomberg News.
- Efter sidste uges volatilitet er investorerne tøvende over for at lægge mere risiko på bordet. Spørgsmålet er, hvilken form for QE vi får. Hvad vil størrelsesordenen blive, og vil det virke, spørger han.
93 pct. af de adspurgte økonomer i en rundspørge fra Bloomberg mener, at ECB-chef Mario Draghi vil annoncere opkøb af statsobligationer 22. januar i størrelsesordenen 550 mia. euro.
I Storbritannien stiger FTSE 100-indekset 0,1 pct., franske CAC 40 ligger 0,2 pct. højere, mens DAX-indekset over de tyske eliteaktier kan notere en stigning på 0,4 pct.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,1 pct. I toppen af indekset befinder sig en stribe italienske banker, der udspringer af andelstanken. Det sker efter medieomtale af mulige regelændringer for sektoren, rapporterer Bloomberg News.
Et udkast til ny lovgivning for andelsbankerne, der typisk går under navnet Banca Populare, viser ifølge den italienske avis Il Sole 24, at den italienske regering vil foreslå at ophæve adgangen til ejer- og stemmeretsbegrænsninger i bankernes vedtægter. De giver typisk hver aktionær en stemme uanset ejerforhold. Samtidig skal det heller ikke være muligt for bankerne at begrænse det antal aktier, aktionærerne kan eje.
- Dette vil genstarte debatten om konsolidering, også fordi fusioner mellem Populari-banker og fælles aktieselskaber vil blive mulige, vurderer Riccardo Rovere, der er analytiker i Mediobanca ifølge Bloomberg News.
På børsen har medieomtalen givet markante stigninger. Hele fem af de seks mest stigende aktier i Stoxx Europe 600-indekset er italienske banker mandag middag. Bedst går det Banca Populare di Milano, der stiger 12,4 pct., efterfulgt af Banca Populare dell'Emilia Romagna med en gevinst på 12,2 pct.
Til gengæld falder den finske detailvirksomhed Kesko mest i det europæiske indeks. Det er en sænket anbefaling fra Nordea samt meldinger om prisnedsættelser på fødevarer hos konkurrenten S-Group, der lægger et pres på aktien, skriver Bloomberg News.
Kesko falder med over 8 pct. til 31,31 euro, hvilket ifølge Bloomberg News er den største nedtur for detailaktien i over to et halvt år.
Nordeas anbefaling af Kesko, der både driver supermarkeder, bilforhandler, sports-, møbel- og byggemarkedskæder, er "hold" mod tidligere "køb".
