Fortsæt til indhold

Milliardhandler holdes skjult på nye platforme

I gamle dage når man skulle placere en ordre på børsen, så brugte man en børsmægler af kød og blod.

Investor
Aktiefokus

Men nu er der sket en markant stigning i handelsvolumen i elektroniske blok-handelssystemer - også kaldet dark pools, som giver store investorer anonymitet. Det skriver Bloomberg News.

Når Kent Rossiter søger at placere store ordrer for at handle asiatiske aktier, så finder han computere som allierede.

Hans arbejdsgiver er Allianz Global Investors, som med cirka 500 mia. dollar eller godt 3200 mia. kr., er en af verdens største kapitalforvaltere. For at sikre, at konkurrenterne ikke opsnuser hans planer, og derved gør det dyrere at købe eller sælge, så har Rossiter vendt sig mod platforme såsom Liquidnet Holdnings og Investment Technology Group (ITG).

Blokhandler, som måles i hundredetusinder eller millioner af aktier, har altid været omgærdet af ekstra forsigtighed, idet der er mange penge på spil. Tidligere har store investorer brugt børsmæglerselskaber til at udføre de voluminøse handler, hvor de matcher med aktier fra egen beholdning eller med andre investorer. Den gennemsnitlige handel hos Liquidnet er på 1,1 mio. dollar sammenlignet med cirka 8.000 dollar for en gennemsnitlig handel på Hong Kong-børsen.

- Vi finder blok-handelsplatformene meget nyttige, idet de ikke efterlader fodspor, så vi kan få nogle gode størrelser eksekveret uden for den traditionelle børs. Der er begrænset menneskelig involvering i nogle specialiserede blokhandelsplatforme, så ud over mig på den ene side, og modparten på den anden, så er der en begrænset mulighed for, at informationen slipper ud, når vi gennemfører vores ordrer, siger Kent Rossiter til Bloomberg News.