Fortsæt til indhold

Tirsdagens obligationer: Renten tog en puster efter megafald

Tirsdag blev en noget mere almindelig dag på det danske obligationsmarked end mandag og fredag.

Investor
/ritzau/FINANS

Efter mandagens renteskred af historiske dimensioner var der nemlig stigninger at mærke i renterne på danske statsobligationer.

Den tiårige rente endte 6 basispoint højere i 0,20 pct. ved 17-tiden. Det kom, efter at samme rente mandag dykkede hele 22 basispoint til 0,14 pct., efter at Nationalbanken og Finansministeriet fredag satte en stopper for salg af nye statsobligationer med det formål at stoppe kapitalindstrømningen til Danmark.

Tirsdag eftermiddag kom det frem, at centralbanken i januar brugte 106,3 mia. kr. på at købe fremmed valuta og svække kronen - et rekordhøjt beløb på mere end dobbelt så meget som det hidtidige toppunkt fra finanskrisen i 2008. Tallet var dog ventet at ligge i det niveau på forhånd, og offentliggørelsen flyttede ikke renterne.

Nordea vurderer til gengæld, at Nationalbanken vil blive tvunget til endnu en sænkning af renten for indskudsbeviser. Den er i øjeblikket på minus 0,50 pct. efter tre sænkninger i januar.

Også i andre af Europas stabile økonomer bød tirsdagen på stigende renter. I Tyskland endte den tiårige rente, der mandag blev underhalet af den danske for første gang siden 2012, 3 basispoint højere i 0,34 pct.

Grækenland oplevede til gengæld et voldsomt fald i den tiårige rente på 142 basispoint til 9,38 pct., efter at den nye regering angiveligt har lagt op til en mere forsonlig linje omkring restrukturering af landets gæld.