H+H sælger nye aktier for at styrke kapitalgrundlaget
Porebetonproducenten H+H International vil udstede op til 980.019 nye aktier i selskabet gennem en accelereret bookbuilding for at styrke kapitalgrundlaget i selskabet.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen tirsdag eftermiddag.
De nye aktier udstedes til institutionelle og professionelle investorer uden fortegningsret for eksisterende aktionærer og vil udgøre op til 9,99 pct. af den samlede eksisterende aktiekapital i selskabet.
H+H International fortæller ikke, hvor stort et provenu, selskabet venter fra aktiesalget, men pengene skal bruges til at styrke kapitalgrundlaget efter opkøbet af en polsk betonproducent, som kostede det danske selskab 108 mio. kr.
- H+H har til hensigt at anvende nettoprovenuet til at styrke sit kapitalgrundlag efter opkøbet af Grupa Prefabet S.A. Ved opkøbet har H+H-koncernen styrket sin position som den næststørste producent af porebeton i Polen, skriver selskabet i meddelelsen tirsdag.
H+H venter at kunne offentliggøre antal udstedte aktier, tegningskurs, tildeling og dermed også provenu onsdag.
- I tilfælde af overtegning af udbuddet vil tildelingen af aktier ske på individuel basis, skriver H+H.
De nye aktier forventes optaget til handel på fondsbørsen mandag den 23. marts.


