Fortsæt til indhold

Økonom: Investorer bliver fartblinde, når aktiekursen tordner op

Nykredit advarer private investorer om, at deres risiko ændres markant i det aktuelle marked.

Investor

En forbrugerøkonom advarer private, danske investorer om, at deres risiko løber løbsk i det aktuelle marked. Derfor bør de sikre sig, at deres investeringer konstant ligger på det ønskede niveau for risiko.

»Hvis investorer ikke gør noget, styrer markedet investeringerne. Det svarer til at hoppe fra førersædet og over i passagersædet, mens bilen kører. I øjeblikket er det som investor let at blive fartblind, når aktiemarkedet bare kører op og op,« siger forbrugerøkonom Johan Juul-Jensen, Nykredit.

Han har derfor netop lavet en anbefaling til investorer om at vurdere porteføljen grundigt - samt sikre en rebalancering. Hans vurdering er nemlig, at mange investorer nu faktisk har porteføljer med tungere vægt af aktier, end de ønskede, da investeringen begyndte.

Nykredit peger på, at det danske aktiemarked har indledt 2015 med op til flere kursrekorder. Det har sikret private investorer et afkast på hele 15 pct. efter årets første to måneder.

»Dermed fortsætter tiden med fuld vind i sejlene på aktiemarkedet. Man skal dog passe på, ikke at sidde med for stor risiko, hvis vinden pludselig vender,« mener Johan Juul-Jensen.

Netop store stigninger i aktiekurserne udløser ifølge ham behov for at gennemgå sammensætningen af porteføljen. Aktie- og obligationsandelen udvikler sig nemlig i takt med kursudviklingen - og skal løbende tilpasses ud fra eget ønske om risiko.

Nykredit bruger eksemplet, at hvis en investor i marts 2012 havde investeret formuen i 50 pct. aktier og 50 pct. obligationer, vil sammensætningen nu være på 67 pct. aktier og 33 pct. obligationer. Investoren har dermed ifølge Nykredit forøget sin aktieandel og dermed risikoen med en tredjedel.

Hvis porteføljen i stedet var blevet re-balanceret halvårligt, ville fordelingen være 54 pct. aktier og 46 pct. i obligationer. Og afkastet ville - ifølge økonomen - samlet set have været 59 pct. mod 66 pct. Altså et lavere afkast - men med lavere risiko.

»Investering i aktier handler ikke om hovedløst at opnå det højeste afkast på kort sigt. Det skal ske med tanke på ens individuelle situation og ønske om risiko over en lang tidshorisont. En for høj aktieandel, kan det blive dyrt, hvis markedet pludselig vender,« mener Johan Juul-Jensen, Nykredit.

Artiklens emner
Nasdaq Copenhagen
Nykredit