Fortsæt til indhold

Fik 37-årig aktiehandler markedet til at crashe i få minutter?

I maj 2010 faldt Dow Jones i løbet af få minutter med 9 pct. Den mystiske hændelse blev døbt "the 2010 flash crash".

Investor
ritzau FINANS

En britisk futures-handler fra London er blevet anholdt af de britiske myndigheder og ventes at blive udleveret til USA, hvor han står anklaget for at have forvoldt det såkaldte "flash crash" i 2010, der fik Dow Jones-indekset til at falde 600 point på få minutter.

Det skriver Financial Times.

Den 37-årige Navinder Singh Sarao, som står tiltalt for over 22 tilfælde af svig og kursmanipulation, deriblandt for manipulation med råvarepriser og såkaldt 'spoofing', hvor en handlende påvirker kursen ved at lægge en ordre ind på en handel og derefter hurtigt trække den tilbage igen.

Det amerikanske justitsministerium vurderer, at Sarao tjente omkring 40 mio. dollar, eller ca. 280 mio. kr., på sine handler i markedet mellem 2010 og 2014.

Det såkaldte "flash crash" d. 6. maj 2010, der varede i få minutter og fik aktier i store selskaber som General Electric og Accenture til kortvarigt at handle til 1 cent stykket under kaosset, var forårsaget af Saraos manipulation med det underliggende marked for futures, lyder anklagen.