Danskernes nye børshit giver mulighed for skyhøjt afkast - og tab
Muligheden for gearing samt at tjene penge på både op- og nedture lokker ny type investor på børsen.
Fondsbørsen i København slog i marts rekord for antallet af handler med certifikater - både målt på antal handler og værdi. Investorerne lavede omkring 10.000 handler med certifikater, og det er 150 pct. flere end i marts 2014, hvor antallet lå under 4.000.
Certifikater på enkeltaktier var blandt de mest populære, og tendensen er ifølge Nordea Bank et udtryk for, at investorerne er klar til at udvide deres investeringsunivers.
»Aktier og obligationer er ikke længere nok, og derfor er handlen med certifikater nu på et rekordhøjt niveau,« siger chefrådgiver i Nordea Michael Borre.
Aldrig tidligere har investorerne handlet så mange certifikater, som de gjorde i marts, og det åbner helt nye muligheder for investorerne.
»Certifikater henvender sig til investorer, der vil investere i både enkeltpapirer og hele indeks – eller eksempelvis råvarer. Og vi ser en stigende interesse fra investorerne i at investere i både stigende og faldende markeder, som certifikater giver mulighed for,” siger Nordea Michael Borre.
Certifikater er en type værdipapir, hvis kurs følger et andet aktiv, f.eks. et helt indeks eller en enkeltaktie. Alle certifikater findes i to udgaver: Bull og Bear, så investorer kan både investere ud fra en forventning om et faldende marked eller et stigende marked.
Bull-certifikaterne følger slavisk udviklingen på aktivet bag. Stiger et indeks eksempelvis 1 pct. i danske kroner, vil Bull-certifikatet tilsvarende stige 1 pct. Forventer man faldende kurser, kan man investere i Bear-certifikater, der følger udviklingen i kursen med omvendt fortegn. Falder en aktie eller et indeks, vil Bear-certifikatet stige i værdi.
Det mest handlede certifikat på Fondsbørsen i marts var Bull DAX, altså et certifikat, hvor investor vil tjene på stigninger i det tyske eliteindeks. Det er dog også muligt at investere i enkeltaktie-certifikater. Her kan man tjene, hvis aktien bag falder, ligesom man kan investere i et Bull-certifikat med gearing, så man tjener dobbelt, hvis kursen stiger.
»Vi kan se en stor interesse for enkeltaktie-certifikater også. Blandt de mest populære certifikater i sidste måned er således Bull Vestas x2 og Bull Novo Nordisk x2,« siger Michael Borre.
Begge disse investorfavoritter er såkaldt gearede certifikater, hvilket vil sige, at de dagligt har den dobbelte kursudvikling i forhold til Vestas og Novo Nordisk. Investorer, der har været investeret i disse to certifikater fra årets begyndelse, har god grund til at være tilfredse. Bull Vestas x2 er steget 75 pct., mens Bull Novo Nordisk x2 er steget 105 pct.
Man skal dog være opmærksom på, at det også slår dobbelt så hårdt, når kursen går den anden vej.
Der bliver løbende udstedt nye certifikater fra forskellige banker. Nordea udsteder f.eks. i næste uge to nye bank-certifikater baseret på udviklingen i aktiekursen på Nordea og Danske Bank, hvor investorer kan spekulere i både kursstigninger og –fald hos de to banker.

