Fortsæt til indhold

Mandagens obligationer: Renterne kravlede tilbage mod højderne

Det danske obligationsmarked var mandag præget af rentestigninger, hvor renterne efter et kortvarigt dyk i fredags atter steg til vejrs.

Investor
/ritzau/FINANS

Herhjemme steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med udløb i 2025 med 6 basispoint til 0,72 pct. Rundt i Europa var billedet mere eller mindre det samme med rentestigninger i niveauet 3-4 basispoint i lande som Tyskland, Holland og Sverige, mens hoppene i Sydeuropa var en anelse større.

- Det er nogle efterdønninger af de store rentebevægelser, vi har set de seneste uger. Renten har svært ved at falde til ro, og en del af det skyldes formentlig, at der er tegn på, at eurozonens økonomi er på vej op. Det vil væksttal senere på ugen formentlig bekræfte, hvilket investorer måske udnytter, vurderer Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, over for Ritzau Finans.

Han henviser til, at der onsdag i denne uge kommer tal for BNP-væksten i Tyskland, Frankrig og Italien, som gerne skal bekræfte, at den europæiske økonomi er ved at vågne op af sit vinterhi.

Jacob Graven forklarer derudover rentestigningerne med, at de lave renteniveauer, som obligationerne har ligget på de seneste måneder, ganske enkelt har været "for lave".

På nøgletalsfronten var mandagens eneste relevante indslag danske forbrugerpriser, der steg 0,5 pct. i april på årsbasis. Det var mindre end ventet, idet økonomer adspurgt af Bloomberg News havde regnet med en stigning på 0,6 pct. I marts var prisstigningerne på netop 0,6 pct.