Her er sjællænderne langt dygtigere end jyderne
Den gennemsnitlige investor i Nordsjælland har fået et 79 pct. højere afkast end investoren fra Sydjylland.
Forskellene på jyder og sjællændere bliver oftest fremhævet, og de to landsdele kæmper tit om at være bedst. Men når det kommer til aktiehandel, må jyderne sande, at sjællænderne slår dem med flere længder.
Det er især nordsjællænderne, der er aktiemestre. I løbet af de seneste fem år har den gennemsnitlige private investor med bopæl i Nordsjælland fået et afkast på 181 pct. Det er noget over landsgennemsnittet på 137 pct. Det viser en analyse, som Nykredit har lavet.
»Nordsjællænderne er bedre investorer, fordi de tænker mere langsigtet. Når det gælder investeringer, er det vigtigt at tænke langsigtet og ikke fokusere på kortsigtede udsving. Når man investerer i aktier, har man ofte en lang tidshorisont, men mange private investorer agerer alligevel meget kortsigtet, fordi de lader sig rive med af stemningen og køber og sælger på baggrund af det,« siger Johan Juul-Jensen, der er forbrugerøkonom i Nykredit.
Private investorers afkast de seneste fem år
Udover, at man går glip af afkast, når man køber og sælger ofte, betyder mange køb og salg også støre handelsomkostninger.
Efter nordsjællænderne er investorer fra København, Østsjælland, Københavns omegn og Vest- og Sydsjælland, der har fået de største afkast de seneste fem år. Men hvorfor de sjællandske investorer investerer mere langsigtet er svært at komme med noget entydigt bud på.
»Det kan måske skyldes, at de har en større interesse i investering, og at de derfor har sat sig mere ind i investering. Der er en større andel af personer i Nordsjælland med en længerevarende uddannelse, og flere holder avis,« siger Johan Juul-Jensen.
En anden forklaring på, at især nordsjællændere har fået høje afkast, er, at de er mere risikovillige, når de investerer.
»Det giver dem et større afkast, når det går godt. De seneste fem år har været en fantastisk periode, så hvis man har lidt mere risiko end resten af markedet, bliver man også belønnet for det,« siger Johan Juul-Jensen.
På trods af den store risiko har nordsjællænderne ikke taget bemærkelsesværdige store tab, når markedet er faldet. Nordsjællænderne er nemlig også bedre til at sprede deres risiko.
De private investorer, der får de mindste udbytter bor i Sydjylland, Fyn og Vestjylland. Men selvom jyderne har fået et lavere afkast end sjællænderne, kan de bestemt ikke tillade sig at være utilfredse.
»At få et afkast i en trecifret størrelsesorden på så kort en årrække, er der ikke nogen, der kan være kede af. Det er et fantastisk højt afkast. Det er ikke en normal situation, og det er ikke noget, man kan forvente fortsætter. Det høje afkast er kommet i efterløbet af finanskrisen, hvor aktierne faldt meget,« siger Johan Juul-Jensen.

