Fortsæt til indhold

Inden aktiemarkedet åbner i USA: Grønt Europa smitter af på formarkedet

Futuresmarkederne for de tre største amerikanske aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, indikerer stigninger på omkring 0,3 pct., når de amerikanske børser åbner onsdag.

Investor
/ritzau/FINANS

Ved 14.30-tiden onsdag ligger futures på S&P 500 til en stigning på 0,2 pct. Nasdaq og Dow Jones ligger begge til en stigning på 0,3 pct.

Det er blandt andet en overvejende positiv stemning blandt de nordeuropæiske aktier ovenpå fine regnskaber fra selskaber som den franske bilproducent Peugeot Citroën og den tyske kemikæmpe Bayer, der smitter af på det amerikanske formarked.

Ud over at skele til de europæiske, er stemning på de amerikanske markeder præget af, at markedsaktørerne i øjeblikket holder vejret, mens de spændt venter på en udmelding fra mødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der skal komme onsdag aften. Her forventes der nyt om, hvornår den amerikanske rente vil blive hævet.

Onsdag bliver desuden formodentlig præget af at være dagen på dagen, hvor en stribe store amerikanske virksomheder, som Ford Motor Companys, United Parcel Service, Merck og Pfizer, fremlagde flotte regnskaber og trak de amerikanske indekser op.

De amerikanske aktier kom tirsdag tilbage efter den fem-dage lange periode med fald. S&P 500-indekset stegmed 1,2 pct. til 2093,25, mens Dow Jones endte dagen med et plus på 1,1 pct. til 17.630,27. Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset sluttede med dagens mindste stigning på 1,0 pct.

I mellemtiden har mikro-blog-koncernen Twitter efter børstid tirsdag kommet med et regnskab, der har overrasket analytikerne med en både højere omsætning og et bedre resultat end ventet. Samtidig opjusteredes resultatforventningerne til hele året. Selskabet kunne dog alligevel ikke leve op til analytikernes estimater, og aktien blev efterfølgende sendt i et dybt hul i eftermarkedet. I formarkedet falder Twitter med 10,3 pct.

Onsdag middag kom det amerikanske kreditkortselskab Mastercard med et regnskab, der afslørede et andet kvartal med tilbagegang på bundlinjen, hvilket blandt andet skyldes det seneste års styrkelse af dollar.

Mastercard opnåede i andet kvartal en indtjening på 921 mio. dollar, hvilket var en tilbagegang på 10 mio. dollar i forhold til samme periode året før. Der er tale om en tilbagegang på 1 pct., men hvis man ser bort fra valutaudsving, er der tale om en fremgang på 7 pct.

Desuden er Mastercards udgifter steget i kvartalet, og aktien er faldet med knap 3 pct. i formarkedet.

Efter lukketid kommer teknologi-giganten Facebook med sit regnskab.