Fortsæt til indhold

Tysk investor: Røde børser er tegn på bull-marked

Mandagens og sidste uges dramatiske kursfald på verdens børser er ikke et tegn på, at vi ikke længere er i et bull-marked. Tværtimod. Det mener Thomas Grüner, der er formueforvalter for Grüner Fischer Investments, skriver Frankfurter Allgemeine.

Investor
Ritzau Finans

- Frygt for små, uvigtige og falskt fortolkede forhold dominerer. Alle stirrer på Grækenland, Kina og den amerikanske centralbank. Men i den sammenhæng overser man, at vi befinder os midt i et bull-marked, siger Thomas Grüner til Frankfurter Allgemeine.

Et bull-marked er karakteriseret ved, at der er stigende tillid fra investorerne eller med andre ord fremgang på børserne. Og det mener Thomas Grüner altså ikke, at de europæiske aktiemarkeder er på vej ud af.

- Fordi ingen tror på et boom i erhvervslivet, er alle forsigtige, siger Thomas Grüner.

Af den grund overser markedet, at der faktisk er en positiv udvikling i erhvervslivet. I stedet griber markedet konstant fat i enkelte indikatorer.

- Men indekset for Leading Economic Indicators for USA er steget uden stop siden medio 2009. Og siden 2013 er det også tilfældet i eurozonen, påpeger Thomas Grüner.

Leading Economic Indicators indekset, også kaldet LEI-indekset, sammenfatter ti indekser og anses for at være en relativt tilforladelig indikator, når det gælder om at forudse recessioner.

Situationen med investor-panik, vi nu befinder os i, er ifølge Thomas Grüner typisk for et bull-marked, der er født i pessimismens tegn for siden at udvikle sig til skepsis over optimisme for slutteligt at gå under i eufori.

- Forholdene minder meget om 90'erne. Dengang havde vi historiens indtil da længstvarende bull-marked. Men da det havde sin begyndelse i 80'erne, var der ingen, der troede på det, pointerer Thomas Grüner.

- Først til aller sidst herskede der en god stemning.