Fortsæt til indhold

Boconcept-direktør: Der er mange ting vi skulle have gjort tidligere

Det har på alle måder været et tilfredsstillende år for møbelkæden Boconcept. Men det afholder ikke selskabets topchef fra at evaluere på egen indsats og ærgre sig over, at selskabet ikke tidligere igangsatte de tiltag, som nu har ledt til, at selskabet kan bryste sig af titlen som årets absolutte aktieraket.

Investor
/ritzau/FINANS

Det fortæller selskabets administrerende direktør, Torben Paulin, til Ritzau Finans.

- Jeg tænker heldigvis ikke, at der er noget i dette år, som vi skulle have gjort anderledes, men der er mange ting, som vi godt kunne have gjort før. Vi har været så optaget af, at vi skulle holde fast i det, vi havde, og hjælpe vores franchise-tagere med at stå igennem krisen, siger Torben Paulin og tilføjer:

- Vi forventede, at på et eller andet tidspunkt ville krisen stoppe og situationen blive bedre, men spørgsmålet var bare, hvornår krisen reelt var slut, og hvornår situationen var the new normal. Og der har vi ikke være dygtige nok til at se, at vi kunne have gjort noget tidligere.

Allerede i foråret 2013 var Torben Paulin utilfreds med fremtidsudsigterne og budgettet for det kommende regnskabsår, og derfor indledte BoConcept Holding en strategi, der skulle sikre vækst.

- Projektet gav rigtig meget til den del af vores butikker, der var bedst kørende, men jeg havde indført det, for at det også skulle hjælpe dem, der klarede sig dårligst.

- Så vi iværksatte efterfølgende Horizon 16/17-strategien, hvor vi analyserede hele forretningsmodellen, og der blev det i efteråret 2014 klart, at de ikke-performende butikker nok aldrig kom til at performe. Vi havde gjort det, vi kunne, og der var ikke mere, vi kunne gøre, så det måtte vi tage konsekvensen af, forklarer Torben Paulin.

Selskabet valgte på baggrund af Horizon 16/17-strategien at lukke 38 butikker. I samme omgang blev der dog åbnet 25 nye butikker, og det er fortsat selskabets plan at åbne nye butikker i Japan og Kina.

Artiklens emner
Boconcept