Nordea: Dansk aktiereaktion på Mellemøstkrise er afdæmpet
Det danske aktiemarkeds respons på den diplomatiske krise mellem Saudi-Arabien og Iran er ikke så voldsom som i resten af Europa.
Det danske aktiemarkeds respons på den diplomatiske krise mellem Saudi-Arabien og Iran er ikke så voldsom som i resten af Europa.
Sådan lyder analysen fra Michael Borre, der er chefrådgiver i Nordea.
- Reaktionen i Danmark er mere afdæmpet, hvis man sammenligner med det øvrige Europa. De store indeks falder endnu mere, siger Michael Borre til Ritzau Finans.
FTSE 100-indekset i London falder mandag formiddag 1,8 pct., mens CAC 40 i Paris daler med 2 pct., og DAX er nede med 3,1 pct. Det danske eliteindeks, C20 Cap, glider til sammenligning med 1,7 pct.
- I den sammenligning er de danske aktier egentlig ikke specielt hårdt ramt. Noget af det kan skyldes, at A.P. Møller - Mærsk holder lidt igen med et mindre fald, vurderer Michael Borre.
Den tunge Mærsk-B-aktie falder mandag formiddag 0,7 pct. og er dermed C20 næstmindst faldende papir.
Nordea-rådgiveren fremhæver endvidere, at faldet på det danske aktiemarked ikke kun skyldes de diplomatiske problemer mellem Saudi-Arabien og Iran, men også skuffende nøgletal fra Kina. Den kinesiske fremstillingssektor faldt til 48,2 i december fra 48,6 i november. Økonomer havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg ventet en stigning til 48,9.
Samtidig er der mandag store kursfald på de kinesiske aktiebørser i Shanghai og Shenzhen, efter at handlen i overensstemmelse med gældende sikkerhedsforanstaltninger blev suspenderet i syv minutter cirka halvanden time før normal lukketid.
At olieprisen stiger som følge af spændingerne mellem Saudi-Arabien og Iran skyldes formodentlig en frygt blandt investorerne for, at spændingerne kan eskalere og forstyrre olieproduktion i de to lande. Mandag formiddag koster en tønde af den europæiske referenceolie Brent 37,58 dollar mod 36,87 dollar nytårsaftensdag omkring klokken 17 dansk tid.
- Olieprisen skal jo allerede nu indregne, at det kan ske. Det er bare et udtryk for, at markederne ser fremad, forklarer Michael Borre.
Han venter ikke, at den negative stemning på årets første handelsdag vil vare ugen ud.
- Vi tror ikke, at det negative billede vil fortsætte. Hvis den geopolitiske situationen ikke bliver værre, så er det vores erfaring, at investorerne rimeligt hurtigt kommer tilbage og skifter fokus over på den økonomiske udvikling. Skal det her blive ved med at sende markederne ned, skal vi blive med at få dårlige nyheder omkring geopolitikken, siger Nordea-rådgiveren.
Han pointerer desuden, at januar statistisk set er en af de måneder på året, der giver det største afkast.

