Direktør i rigmandsbank: Lad være med at kaste dig over aktier nu
Aktiekurserne svinger så voldsomt, at det er for risikabelt at gå ind i markedet, mener Steen Foldberg.
Hvis man tror, at bunden er nået på de finansielle markeder, og at det derfor er tid til at investere vildt og voldsomt i aktier, skal man tro om igen.
Sådan lyder rådet fra Steen Foldberg, der er adm. direktør i velhaverbanken Julius Bärs luxembourgske afdeling.
Steen Foldberg forvalter formuer for rigmænd- og kvinder verden over og mener ikke, at tiden er inde til at forsøge at time markedet.
»Aktiemarkederne er så ekstremt følsomme og udsvingene så store, at man skal være meget varsom med at øge sine investeringer eller sælge, medmindre man har råvareaktier, som er ved at kapitulere på grund af krisen i oliesektoren,« siger Steen Foldberg, hvis typiske kunder har en likvid formue på 100-500 mio. kr.
Investorerne river sig i håret for at finde ud af, hvad der sker. Problemet er, at man ikke kan pege på én enkeltstående årsag til de store udsving. Det er et sammensurium af en masse ting.
Ifølge Steen Foldberg er korrektionen på aktiemarkederne kommet med en voldsomhed, som har overrasket de fleste. Kurserne er steget massivt den ene dag blot for at styrtdykke dagen efter. Og sådan er det blevet ved.
»Investorerne river sig i håret for at finde ud af, hvad der sker. Problemet er, at man ikke kan pege på én enkeltstående årsag til de store udsving. Det er et sammensurium af en masse ting,« siger bankdirektøren og peger på bl.a. vækstnedgang i Kina, lave oliepriser og frygten for recession i USA.
De danske eliteaktier i C20 Cap-indekset er et godt eksempel på aktiemarkedernes skizofreni. I forrige uge satte indekset først rekord med et fald mandag på 5,4 pct. blot for at stige 4 pct. to dage senere.
Steen Foldberg råder til, at man som investor afventer situationen, indtil aktieuroen har fået et navn.
»Jeg har været i denne branche i rigtig mange år og sjældent set nogen, der er i stand til at komme ind og ud af markedet på det helt rigtige tidspunkt. Og når usikkerheden er så stor som nu, er det for risikabelt at gå ind,« siger Steen Foldberg, der mener, at man bør balancere sin globale aktieportefølje.
VIX-indekset, der måler de forventede udsving i verdens mest handlede aktieindeks, det amerikanske S&P 500-indeks, over den kommende måned, er på cirka 25.
For tre måneder siden var den kun 15.