Fortsæt til indhold

Faldende dollarkurs presser danske aktieinvestorer på flere fronter

»Man må kigge efter den individuelle, gode historie, der ikke er afhængig af, om dollaren stiger,« siger Per Hansen.

Investor

Det er med god grund, hvis danske investorer med amerikanske aktier i porteføljen gik en anelse frustrerede på weekend fredag.

For mens de amerikanske aktiekurser i ugens løb gik i udbrud, sørgede en faldende dollarkurs for, at de danske investorers nettoresultat cirklede lige omkring et rundt nul.

»Som udgangspunkt tænker investorerne, at det er dejligt med ekstra stimulans, så aktierne stiger. Men dollarfaldet slog direkte negativt igennem for alle dem, der ejer Apple, Twitter eller Bank of America-aktier,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Den ekstra stimulans, som Per Hansen taler om, er den amerikanske centralbank, Janet Yellens, udmelding fra tirsdag om, at centralbanken vil holde renterne lave en rum tid endnu.

En udmelding, som de amerikanske aktieinvestorer jublede over, bl.a. fordi en lav rente fjerner alternativer til aktier.

Imens tvinger det de danske investorer til at navigere kløgtigt, da den faldende dollarkurs ikke kun er skidt for de danske investorer, der ejer amerikanske aktier.

For hvor en række danske selskaber i 2015 oplevede store kursstigninger som følge af en styrket dollar, kan det modsatte gøre sig gældende for nærværende.

»Kigger man på de danske aktier, har der efter Yellens tale ikke generelt været tale om, at kurserne er steget. For investorerne ved udmærket godt, at når dollaren stiger, så er det negativt for Novo Nordisk, Coloplast, Novozymes, Chr. Hansen og alle de andre selskaber, som henter en meget betydelig del af deres indtjening uden for Danmark, og hvor man har større indtægter i dollar, end man har udgifter i dollar,« siger Per Hansen.

Samtidig bliver også bankerne ramt af de fortsat lave renter, bl.a. fordi bankerne er forpligtede til at placere en betydelig del af deres overskudslikviditet i renteaktiver, som bærer en negativ rente.

Derfor må investorerne være kreative, når de skal lede efter et sted at placere deres penge.

»Man må kigge efter den individuelle, gode historie, der ikke er afhængig af, om dollaren stiger. Selskaber, der på egen hånd kan levere gode, gedigne overraskelser i et samfund præget af en letsivende dollar, hvor renterne er lave, og hvor den globale vækst stadig er noget fodslæbende,« siger Per Hansen, der forventer, at se nogle nedjusteringer i de europæiske selskabers indtjeningsvækst for andet halvår, hvis dollarkursen falder yderligere.

Artiklens emner
Janet Yellen