Markedsrapport: Coloplast lyste op i et hav af pessimisme
Dårlige nøgletal fra hele verden satte sit præg på alle de store markeder. Herhjemme kunne Coloplast dog trække lidt op med et godkendt regnskab.
Det blev trist med trist på verden over - oven på fornyet usikkerhed om Kinas økonomiske formåen og valutaudsving, som styrkede euroen overfor dollaren og dermed gør det sværere at eksportere til USA.
Coloplast blev med et frisk regnskab omdrejningspunktet i Danmark, og da der ikke var grimme overraskelser, endte Coloplast med at blive dagens højdespringer i C20-indekset. Det blev til en stigning på 0,59 pct., men det var så også nogenlunde dagens gode nyheder fra den danske børs.
Hovedparten af aktierne i indekset gik nemlig i rødt, og Nordea, Vestas og A.P Møller-Mærsk lå tæt i bunden med fald på mellem 2,45 pct. (Mærsk) og 2,70 pct. (Nordea). Vestas fortsatte faldet fra i går, hvor rygter om et nyt job til topchef Anders Runevad gjorde aktionærerne usikre.
Samlet gav det et dyk på én procent rent for hele C20 Cap-indekset. Og meget bedre så det ikke ud i resten af verden, hvor bekymringer over verdensøkonomien lå som en tung dyne over investorerne, som hellere råbte ’sælg’ end ’køb’.
Det tyske DAX-indeks faldt med 1,94 pct. oven på flere kedelige regnskaber. For eksempel skuffede BMW med lavere omsætning og indtjening end forventet i første kvartal og faldt med 2,5 pct.
Stoxx 600-indekset, som rummer aktier fra 18 europæiske lande, dykkede tilsvarende med 1,66 pct., og sådan var billedet i hele verden. Værst gik det i Japan, hvor Nikkei 225-indekset faldt med 3,11 pct., mens USA landede blødere. Her var det Nasdaq, som var hårdest ramt og indkasserede et fald på 1,13 pct.
Teknologibørsen kunne ellers byde på en Apple-aktie, som gik 1,64 pct. op – hvilket i sig selv blev en historie, efter at det mandag var gået verden rundt, at Apples aktiekurs var faldet otte dage i træk. Sådan en kedelig stime havde det hovedrige selskab ikke haft siden 1998.
Til gengæld fortsatte oliepriserne med at falde, så en tønde WTI-olie kom under 44 dollars.
Sammenlagt satte alle de kedelige nyheder gang i salget af obligationer, som en sikker havn i usikkert farvand. Derfor kunne den danske tiårige statsobligation prale af det største rentefald i halvanden måned: 8 basispoint blev barberet af renten, som endte på 0,44 procent.

