Fortsæt til indhold

Sydbank: Sparsomme Carlsberg-tal er alt i alt bedre end ventet

Carlsbergs kortfattede periodemeddelelse for første kvartal er mere end godkendt. Det vurderer analytiker i Sydbank Morten Imsgard over for Ritzau Finans.

Investor
Ritzau Finans

- Der er ikke noget voldsomt negativt i den, vurderer han og fremhæver, at periodemeddelelsen viser, at Carlsberg vitterligt er i stand til at flytte forbrugerne op mod dyrere øl.

Han fremhæver også, at man går ud af kontrakter, hvor der ikke tjenes penge i blandt andet Finland. Det koster volumen.

Morten Imsgard ser meddelelsen som alt i alt bedre end ventet, da priseffekten - det såkaldte pris/mix - er bedre i alle tre regioner.

- En pris/mix-effekt på samlet set plus 4 pct. for koncernen er positiv, konstaterer han.

Periodemeddelelsens fokus mere på værdi end volumen, vidner om bedre eksekvering så tidligt i omstillingen af selskabet, siger han.

- I sidste ende er det jo det, Carlsberg skal leve af. Det er sjovest at være bryggeri, hvis man kan sælge dyre øl, fremhæver han og vurderer, at volumener i det store perspektiv er tæt på ligegyldige.

Den store modne region - Vesteuropa - er lidt mere påvirket af negative udvikling i UK, Finland og Polen end Morten Imsgard havde ventet på volumener, men det kompenseres af, at prisseffekten er fin og bedre end han havde ventet.

Morten Imsgard noterer sig, at Østeuropa - med det vigtige russiske marked som største land - for første gang siden 2012 leverer fremgang i et kvartal.

Pris/mix overrasker også her. Det er dog et resultat af sidste års prisforhøjelser samt et svagt mix i første kvartal sidste år, fremhæver Carlsberg.

- Vores østeuropæiske nettoomsætning steg organisk 20 pct. i kvartalet, drevet af et kraftigt pris/mix på 12 pct. og en organisk vækst i de samlede volumener på 6 pct., skriver Carlsberg.

Rapporteret faldt nettoomsætningen 2 pct. som følge af en markant negativ valutaeffekt.

Som de øvrige to regioner er der også i Asien en bedre balance mellem volumen og værdivækst.

- Det er fint, at det lykkes så tidligt i omstillingsprocessen (den nye strategi, red.), siger han.

Morten Imsgard tror at aktien godt kan stige en lille smule båret af priseffekten. .

- Jeg tror kursen vil reagere fladt til en spids op, men ikke ret meget, siger han. Og ser det eventuelle lille kurshop båret af, at pris/mix-effekten overrasker positivt og markedet ser det som positivt fremadrettet.

Carlsberg faldt 0,3 pct. til 638 kr. tirsdag. Aktien er i år steget godt 4 pct.