Fortsæt til indhold

"Verdens mest elendige økonomi" koster formentlig Lundbeck 125 mio. kr.

En voldsom devaluering af valutaen i Venezuela rammer Lundbeck, skriver virksomheden i sit kvartalsregnskab.

Investor

Lundbeck kunne onsdag morgen præsentere et særdeles positivt kvartalsregnskab.

Men lidt malurt i bægeret er der trods alt, da det fremgår af kvartalsregnskabet, at Lundbeck har fået fingrene i klemme i Venezuela, der lige nu er økonomisk hårdt presset som følge af den lave oliepris.

I februar valgte regeringen i Venezuela at devaluere valutaen markant, og det kommer formentligt til at betyde et markant tab for Lundbeck, der i sit kvartalsregnskab skriver, at den regner med at miste 125 mio. kr., primært grundet devalueringen.

Venezuelas økonomi er langt hen ad vejen bundet op på eksport af olie, og den lave oliepris har altså sendt det sydamerikanske land til tælling.

Det er dog ikke nyt, at økonomien i Venezuela halter. I februar kårede Bloomberg for andet år i træk Venezuela som verdens mest elendige økonomi.

Takket været en skyhøj inflation nåede Venezuela førstepladsen på Bloombergs elendighedsindeks, der laves ud fra inflation og arbejdsløshed.

Danmark var i øvrigt nummer 56, ottendebedst, på elendighedsindekset for 2015.

Artiklens emner
Lundbeck