Energikæmpe slår forventning men er langt bagefter sidste års resultat
Det store tyske energiselskab RWE slog analytikernes forventninger i første kvartal.
Selskabet fik en nettoindtægt på 857 mio. euro mod ventede 663 mio. euro ifølge et estimat fra Bloomberg News. I forhold til første kvartal 2015 er der dog tale om et fald på 2,3 pct.
Driftsresultatet i kvartalet landede på 2,3 mia. euro, hvilket er en stigning på 4,9 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, fremgår det af regnskabet.
- Samlet set har vi opnået et fornuftigt resultat for første kvartal, siger finansdirektøren i RWE, Bernhard Günther, i en kommentar til regnskabet.
Udviklingen i divisionen Renewable var især tilfredsstillende. Det er blandt andet de nye havmølleparker Nordsee Ost og Gwynt y Môr, der havde en positiv effekt på resultatet.
I den anden retning trak den konventionelle elproduktion, hvor driftsresultatet faldt med 20 pct. til 354 mio. euro. Og hovedårsagen er lavere engrospriser.
Resultatet per aktie faldt med hele 59,4 pct. til 1,43 euro i første kvartal sammenlignet med perioden i 2015, oplyser selskabet.
Aktien faldt med faldt 3,4 pct. onsdag, efter at det tyske energiforsyningsselskab E.on var kommer med et skuffende regnskab for første kvartal, hvor omsætningen endte på 27,1 mia. euro mod et ventet niveau på 31 mia. euro ifølge et estimat fra Bloomberg News. Det sendte aktien ned med 5,3 pct.

