Tiger of Sweden får ny midlertidig direktør
Mads Ryder overtager rollen som adm. direktør for tøjmærket Tiger of Sweden efter David Thunmarker.
Mads Ryder bliver midlertidig adm. direktør for tøjmærket Tiger of Sweden.
Han overtager stillingen fra David Thunmarker, der har været adm. direktør siden november 2008.
Det meddeler IC Group, der ejer Tiger of Sweden, i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets delårsrapport for perioden 1. juli 2015 til 31. marts 2016.
Mads Ryder er desuden koncernchef i IC Group.
Jens Bak-Holder, der er investor relations manager i IC Group, fortæller, at koncernen lige nu er på udkig efter en kompetent leder, der kan tage Tiger of Sweden endnu længere.
»Det handler om, at vi vi vil sætte noget mere fut i ekspansionen af Tiger of Sweden. Vi tror, at det har et stort potentiale, men der skal noget mere fart i den internationale ekspansion,« siger han.
Mads Ryder vil altså i en periode fungere både som koncernchef i IC Group og adm. direktør for Tiger of Sweden.
Jens Bak-Holder vil ikke sætte en tidsfrist på den midlertidige løsning.
»Mads Ryder vil fungere som adm. direktør indtil vi kan finde den rigtige person, der kan tage det her brand endnu længere,« siger han.
I tredje kvartal af 2015/2016 steg Tiger of Swedens nettoomsætning med 6,6 pct. til 260 mio. kr. Omsætningen i Tyskland steg med hele 40 pct.
Mads Ryder udtalte tilbage i februar til Ritzau Finans, at IC Group satsede på, at Tyskland ville blive Tiger of Swedens tredjestørste marked. Her fortalte han også, at mærket skal fungere som IC Groups vækstlokomotiv, og at det derfor i første omgang kun var Tiger of Sweden, der skulle sates stort på i Tyskland - med en eventuel mulighed for at udvide til England og Frankrig.
»Det er selvfølgelig mere eksotisk og frækt at sige Japan, Kina og USA, men vi er her ikke for at lave eksotiske overskrifter. Vi er her for at tjene nogle penge og udbrede vores idé, og det gør vi bedst ved at koncentrere os om det, der er tættest på først. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret,« udtalte Mads Ryder til Ritzau Finans.
