Forsikringsgigant: Tobakinvestering giver ingen mening
Axa, Frankrigs største forsikringsselskab, stopper øjeblikkeligt alle tobaksinvesteringer og sælger for 13 mia. kr. aktiver i industrien - selvom det kan koste Axa penge, skriver den britiske avis The Independent.
Beslutningen er et naturligt skridt i den rigtige retning, mener Axas administrerende direktør, Thomas Buberl.
- Vi har en stærk tro på den positive rolle, forsikring spiller i samfundet, og at forsikringsudbydere er en del af løsningen når det kommer til vores kunders sundhed. Derfor giver det ingen mening for os at fortsætte vores investeringer i tobaksindustrien, siger forsikringschefen til The Independent, og tilføjer at beslutningen vil koste selskabet økonomisk.
Axa er ikke det eneste selskab, som af etiske årsager frasiger sig investeringer i tobaksindustrien. USAs største pensionsfond i Californien, med 293 mia. dollar i kapital, frasagde sig for få år siden værdipapirer i tobak, men genovervejer nu beslutningen da det kostede større tab. I 2010 frasagde Norges oliefinansierede pensionsfond, som ejer næsten 2 pct. af europæiske aktier, sig alle tobaksinvesteringer af etiske årsager.
Flere organisationer forsøger at promovere trenden mod tobaksløse porteføljer, så som Tobacco Free Portfolios Initiative og Union for International Cancer Control, som også lovpriser Axas beslutning, skriver den britiske avis.



