Fortsæt til indhold

Svindelskandale har fået investorer til at trække 6,3 mia. kr. ud af Malaysia

Et statsselskab i Malaysia er mistænkt for milliardsvindel, og det har fået udenlandske investorer til at droppe malaysiske aktier i stor stil.

Investor

Den statsejede malaysiske fond 1Malaysia Development Berhad (1MDB) er lige nu under efterforskning for svindel i milliardklassen, og det har fået udenlandske investorer til at flygte fra aktiemarkedet i det sydøstasiatiske land.

Anklagerne mod 1MDB handler om om bestikkelse af udenlandske embedsfolk, hvidvaskning af penge og andre kriminelle handlinger.

Sagen begyndte, da premierministeren modtog en milliarddonation fra et medlem af den Saudi Arabiske kongefamilie, der blev overført til den statsejede fond drevet af den malaysiske regering.

Bloomberg skriver, at udenlandske investorer de seneste fem uger har solgt aktier for 3,9 mia. ringgit, svarende til omkring 6,3 mia. kr.

I begyndelsen af året foretog udenlandske investorer ellers kraftige investeringer i Malaysia, og det fik i april FTSE Bursa Malaysia KLCI-aktieindekset til at nå sit højeste niveau i otte måneder.

Men nu er lykken vendt, og aktieindekset i Malaysia er faldet med omkring 6 pct. siden årets foreløbig top i april.

For året er Bursa-indekset gået knap 4 pct. tilbage.

Det står i skærende kontrast til markedet i andre asiatiske lande i nærheden af Malaysia. Thailands SET-indeks er steget med næsten 11 pct. indtil videre i 2016, mens benchmark-indekset i Indonesien er steget med 5,3 pct., på Filippinerne er stigningen 7,4 pct., og i Vietnam ligger stigningen på omkring 6 pct.

Det samlede sydøstasiatiske indeks, MSCI South East Asia er gået 4,3 pct. frem.

Tidligere på dagen trak bestyrelsen i 1MDB sig. Her sad Malaysias premierminister, Najib Razak, som bestyrelsesformand. Nu er han og de andre tidligere bestyrelsesmedlemmer blevet erstattet af en ny bestyrelse. Præsidenten i 1MDB, Arul Kanda, har fået lov at fortsætte.

Tidligere på året blev Najib Razak i øvrigt frikendt for korruption af Malaysias statsanklager.

I øjeblikket efterforskes sagen om mulig milliardsvindel i 1MDB af myndigheder i syv lande, herunder USA, Schweiz og Singapore.

Artiklens emner
Najib Razak