Fortsæt til indhold

Sodastream er klar med hjemmebryg

Aktieopturen kom i nærheden af alkoholprocenten, da nyheden slap ud.

Investor
Aktiefokus

Det israelske selskab Sodastream har lanceret nyheden om, at man er på vej med produkter til hjemmebrygget øl, og det tog investorerne godt i mod; de sendte Sodastream-aktien op med knap 4 pct. til 7.880 shekel på fondsbørsen i Tel Aviv.

Beer Bar kan allerede købes på f.eks. den tyske webshop.

Sodastream anser sig selv for at være den globalt førende fabrikant af sodavandsmaskiner til hjemmet, og nu bliver produktporteføljen udvidet til med produktet, der kan fabrikere kvalitetsøl med et unikt øl-koncentrat.

Den såkaldte Beer Bar kan fabrikere en pilsner kaldet Blondie, som ifølge producenten har en autentisk smag og en alkoholprocent på 4,5 pct.

I en pressemeddelelse fortæller direktør Daniel Birnbaum, at man er glade for et nyt produkt, da man mener at kunne nyde godt af en stigende trend for hjemmebrygget øl.

Det israelske selskab vil lancere Beer Bar i nogle europæiske ”øl”-hovedstæder. Beer Bar skal blandt andet sælges i Schweiz og yderligere berettes det, at Beer Bar allerede kan fås i den tyske onlinebutik.

I løbet af 2016 og 2017 vil andre lande blive koblet på markedsføringstoget.

En liter koncentrat giver forbrugerne tre liter øl. I den tyske online shop koster en liter koncentrat 2,99 euro eller godt 22 kr. Koncentratet kan bruges til en allerede eksisterende Sodastream-maskine.

Daniel Birnbaum, adm. direktør for Sodastream, venter sig meget af det nye ølprodukt, der allerede er sendt på visse markeder.

Sodastream-aktien har været godt kørende over den seneste måned, hvilket begyndte med et løft den 10. maj fra kurs 5.637, og dermed er aktien steget 40 pct. siden da. Kursopturen begyndte efter en stærk regnskabspræsentation.

Sodastream havde sin storhedstid i 80’erne og hørte dengang ind under vinproducenten W & A Gilbey, som solgte selskabet til den britiske slikfabrikant Cadbury Schweppes, der i 1998 videresolgte det legendariske mærke til sin israelske forhandler.

Artiklens emner
Sodastream