Fortsæt til indhold

Handelsinvest følger efter konkurrenter og sænker omkostningerne

Investeringsforeningen Handelsinvest følger efter sine konkurrenter og sløjfer handelsgebyr.

Investor

Priskrigen mellem investeringsforeningerne fortsætter på fuld tryk. Nu har også Handelsinvest besluttet at fjerne den såkaldte tegningsprovision, der har været med til at holde kundernes omkostninger oppe. Og dermed afkastet nede.

Handelsinvest, der samarbejder med Handelsbanken, fjerner gebyret på 1,25 pct. fra samtlige af sine afdelinger. Det gør man, efter at en række af Danmarks største investeringsforeninger har gjort det samme.

»Der er to ting i det. Det ene er, at der indføres nye regler på området i 2017/2018, som forbyder provisioner på visse produkter. Det andet er, at en række af de andre investeringsforeninger allerede har gjort det, og vi skal jo ikke ligge skævt i markedet. Derfor overvåger vi hele tiden, hvad der sker,« siger Handelsinvests administrerende direktør, Henrik Kragh.

Nordea Invest, Danske Invest, Bankinvest, Sydinvest, PFA Invest og Jyske Invest har allerede gjort det billigere for kunderne at handle investeringsbeviser, og Sparinvest arbejder i øjeblikket på at fjerne tegningsprovisionen for alle sine afdelinger.

Ved at fjerne tegningsprovisionen og samtidig justere foreningens rådgiver- og administrationshonorarer har Handelsinvest sænket den årlige omkostningsprocent med op til 0,25 pct.-point.

Et nyt EU-direktiv med navnet Mifid 2 kommer formentlig til at forbyde formidlingsprovision i Danmark i løbet af 2017. Reglerne er allerede trådt i kraft i lande som Holland og England.

»Vi har været forberedt på at skulle justere omkostningerne, og nu har et par andre inden for kort tid reguleret deres omkostninger. Vi har så heldigvis hurtigt kunne blive enige med Handelsbanken om en regulering, således at vi fortsat er konkurrencedygtige,« siger Henrik Kragh.

Den billigste afdeling i Handelsinvest, Danske Obligationer, koster efter ændringen 0,58 pct. årligt, mens den dyreste, Latinamerika AK, koster 2,84 pct.

Da Nordea Invest i april 2015 som den første store investeringsforening fjernede tegningsprovisionen, var det med begrundelsen om, at gebyret var svært at forklare og forsvare over for investorerne, og at investeringsforeningen var klar til at sætte gang i en priskrig.

Artiklens emner
Handelsinvest