Så mange milliarder kan kræftmiddel indbringe Genmab i USA
Danske Bank hæver sine forventninger til biotekselskabet Genmabs aktiekurs med 11,5 pct. Genmab er nu steget over 450 pct. på to år.
Danske Bank har hævet kursmålet for Genmab, efter at selskabet i weekenden fremlagde nye lovende data om kræftmidlet Darzalex på den årlige cancerkonference ASCO i Chicago.
Det er kun et par uger siden, at biotekanalytiker Thomas Bowers fra Danske Bank anbefalede at købe Genmab-aktier med et kursmål på 1.300.
Dengang lå aktiekursen i 1.130 kr. I dag er den allerede ved at nå 1.300-milepælen, og nu hæver Thomas Bowers sit kursmål med 11,5 pct. til 1.450 kr.
For nøjagtig to år siden kostede en Genmab-aktie 227 kr., og selskabets værdi og investorernes aktier er altså steget med over 450 pct.
Meget er da også sket siden. Ikke mindst er det store milliardhåb - lægemidlet Darzalex mod knoglemarvskræft - blevet endeligt godkendt i både USA og Europa.
På konferencen i Chicago befinder Claus Henrik Johansen sig. Han er sektorspecialist i medicinalaktier hos investeringsforeningen Danske Invest. Og han har store forhåbninger til salget af Darzalex.
»Alt i alt bekræftede Castor-studiet, at daratumumab (den medicinske betegnelse for Darzalex, red.) potentielt kan blive en af de mest sælgende lægemidler til cancerbehandling nogensinde,« skriver Claus Henrik Johansen på Danske Invests blog.
Det betyder en betydelig pengeindsprøjtning til Genmab allerede i år.
»Jeg forventer, at salget fra daratumumab kan blive i omegnen af 400 til 500 millioner dollars i 2016,« siger Claus Henrik Johansen.
Det svarer til et salg på mellem 2,67 og 3,33 mia. kr. i dagens valutakurs.

