Få en frokostaftale med ham, nogen kalder den største: Det koster bare mindst 7,2 mio. kr.
På eBay kan man frem til fredag aften byde på en frokost med Warren Buffett. Siden 2008 har det kostet mindst 6,5 mio. kr. at vinde auktionen.
Glem at investere i aktier, obligationer og fast ejendom.
Brug i stedet fredag på at kaste dine penge efter en frokostaftale med den 85-årige Warren Buffett, manden der af mange betragtes som verdens bedste investor nogensinde og nu er klodens tredjerigeste person.
Ovenstående ræsonnement er der tilsyneladende mange gennem årene, der har fulgt.
For de seneste 17 år har man gennem en auktion kunnet byde på en frokost med Warren Buffett, og i 2012 var en anonym person så klar på det, at vedkommende betalte næsten 3,5 mio. dollars, svarende til 23 mio. kr., for en buffet med Buffett.
Siden 2008 har det kostet mindst én mio. dollars at vinde auktionen, der i år foregår hos eBay og udløber senere fredag aften. Kl. 9.30 dansk tid var det førende bud på 1,1 mio. dollars, svarende til omkring 7,2 mio. kr.
Men med over 18 timer tilbage af auktionen, og med tanke på de seneste år, bliver det nok dyrere end de 1,1 mio. dollars at lande frokostaftalen med Warren Buffett.
Den succesfulde investor stikker dog ikke selv pengene fra auktionen i lommen. I stedet donerer han beløbet til velgørenhedsorganisationen Glide, der tager sig af hjemløse og andre med svære vilkår. Ifølge Reuters har Warren Buffett rejst 20,2 mio. dollars gennem årene på auktionsfrokosten.
Vinder man auktionen, må man tilmed invitere op til syv venner med til frokosten, der kommer til at foregå på restauranten Smith & Wollensky i New York mellem den 11. juli og den 22. juli.
Det fremgår dog ikke af auktionsmaterialet, om man selv skal betale for drikkevarer. Men mon ikke, det er med i auktionsprisen.



