Genmab-partner ser stort potentiale for fælles guldæg
Genmabs amerikanske partner Janssen Biotech er imponeret over resultaterne for lægemidlet Darzalex, og ser gyldne muligheder for de to selskabers fælles satsning.
Det skriver Berlingske Business.
Janssen Biotech, der er en del af Johnson & Johnson, var til stede da danske Genmab for nyligt fremlagde stærke resultater for Darzalex, der bruges som middel mod knoglemarvskræft, ved en konference i København.
- Det er et helt utroligt produkt både fra et videnskabeligt synspunkt og for patienterne. Det kommer til, at gøre en kæmpe forskel i behandlingen af patienter med knoglemarvskræft, siger Jane Griffiths, der er chef for Janssens divisioner i Europa, Afrika og Mellemøsten til Berlingske Business.
I 2012 indgik Janssen Biotech en aftale med Genmab om at stå for salg og marketing af Darzalex, og ifølge Jane Griffiths er den forretningsmodel, hvor man køber ind i forskning på et tidligt stadie, vejen frem.
- Genmab er et fremragende selskab. Vi er meget stolte af den aftale, som vi har indgået med selskabet. Jeg tror, at den type aftaler bliver en model for fremtiden. Du kan ikke skabe banebrydende innovation i blot ét selskab. Du skal ud i verden og skabe samarbejder der, hvor den gode videnskab er, Jane Griffiths til Berlingske Business.

