Fortsæt til indhold

Om få måneder kan aktiehandel blive gratis i Danmark

Den hollandske børsmægler Degiro forventer til efteråret at åbne for helt og aldeles gratis aktiehandel i en række lande, herunder Danmark.

Investor

Om kort tid kan det være slut med at betale gebyrer til en mellemmand, når der skal handles aktier. I hvert fald hvis man som investor vælger at bruge platformen Deziro, som vil tilbyde gratis aktiehandel og snart kan blive tilgængelig i en række lande, herunder Danmark.

Det oplyser Gijs Nagel, direktør i det hollandske børsmæglerselskab Degiro, der står bag Deziro.

»Vi forventer, at de første lande vil være oppe at køre omkring september,« skriver han i en mail til Investor.

Er Danmark et af de lande, Deziro forventes at åbne i til september?

»Chancen er stor. Lige nu arbejder vi på at oprette en juridisk enhed for Deziro,« skriver Gijs Nagel, der fortæller, at han og Degiro ikke har flere kommentarer på nuværende tidspunkt til den gratis handelsplatform.

I september 2015 åbnede Degiro for første gang op for planerne om at lave en platform med gratis aktiehandel.

Hvor andre børsmæglere tjener penge på gebyrer, også kaldet kurtage, kommer Deziro til at fungere på den måde, at omsætningen i stedet skal hentes fra bannerreklamer, som kommer til at optræde på platformen.

Degiro tilbyder i forvejen kurtagepriser, der er væsentligt lavere end dem, man som regel finder hos pengeinstitutter og andre børsmæglerselskaber. Det har Degiro tilsyneladende haft så meget succes med, at virksomheden nu er tæt på at tage det skridtet videre.

»Når industrien kigger tilbage om ti år, vil ideen om nogensinde at have betalt for børshandel virke absurd - det er tid til forandring nu,« sagde Gijs Nagel i 2015, da Degiro i en pressemeddelelse luftede tankerne for første gang om Deziro.

Artiklens emner
Degiro
Børsmæglere